Skip to main content

Retineret kniv i panden

Ugens billede.
Ugens billede.

Kristine Aabenhus, E-mail: kristine.aabenhus@gmail.com & Bodil Damgaard Ugeskr Læger 2016;178:V68031

14. nov. 2016
2 min.

En kvinde blev overfaldet i nattelivet og stukket med kniv i thorax og panden samt på arme og hænder. Hun blev indlagt og behandlet for pneumothorax. Ved indlæggelsen blev alle læsioner, fraset dem i thorax, vurderet til at være overfladiske og blev sutureret. Efter en uges indlæggelse blev hun udskrevet. Spidsen af kniven var knækket af under overfaldet og blev aldrig fundet, hvilket havde afgørende betydning for overfaldsmandens dom. Tre måneder efter blev kvinden atter indlagt med hovedpine og koncentrationsbesvær. Ved en CT af cerebrum, hvilket ikke var foretaget primært, blev knivspidsen endelig fundet – subkutant i venstre side af panden med spidsen i øvre orbitarand (rød pil). Ved palpation kunne man lige netop fornemme en hård kant svarende til knivspidsens stumpe ende, og 2 cm over denne sås en ophelet cikatrice i hårgrænsen ved indstiksstedet for kniven. Knivspidsen blev uproblematisk fjernet under operation og sikret som bevismateriale.

I litteraturen er beskrivelser af retinerede knivsblade efter overfald ikke sjældne, men de ses sjældent i ansigtet. Ugens billede illustrerer ikke blot de fysiske, men også de juridiske konsekvenser af denne problemstilling.

Interessekonflikter:

Referencer

SUPPLERENDE LITTERATUR

  • Chrcanovic BR, Souza LN, Freire-Maia B. Migration of tip knife blade through middle-third facial tissues. J Oral Maxillofac Surg 2009;13:41-4.

  • Daya NP, Liversage HL. Penetrating stab wound injuries to the face. SADJ 2004;59:55-9.

  • Gardner PA, Righi P, Shahbahrami PB. Imaging case study of the month knife blade as a facial foreign body. Ann Otol Rhinol Laryngol 1997;106:710-3.

  • van Lierop AC, Raynham O, Basson O et al. Retained knife blades in the ear, nose and throat: three cases. J Laryngol Otol 2009;123:351-5.