Retsantropologi

Antropologi betyder direkte oversat »læren om mennesket«, og som faget praktiseres i dag, skelnes der mellem den sociale eller kulturelle antropologi - f.eks. studier af menneskelig adfærd i en social og kulturel sammenhæng - og den fysiske eller biologiske antropologi. Den biologiske antropologi er kendetegnet ved, at der tages udgangspunkt i undersøgelser af menneskets biologiske fremtoning - herunder ikke mindst som dette kan vurderes ud fra menneskerester - typisk skeletter. Den biologiske antropologi dækker derved både palæontologiske undersøgelser af menneskets oprindelse, studier af fortidens sygdomme vurderet ud fra f.eks. middelalderlige skeletfund, analyser af forhistoriske gravlægninger og netop retsantropologiske undersøgelser [1]. Dette sidste underspeciale lader sig definere som retsmedicin i øvrigt: Hvis retsmedicin kan defineres som medicinens anvendelse i retsvæsenets tjeneste, vil retsantropologi tilsvarende kunne defineres som antropologiens anvendelse i retsvæsenets tjeneste [2, 3].

I Danmark udføres retsantropologiske undersøgelser af Københavns Universitets Retsmedicinske Institut, hvor retsantropologien er placeret som en enhed under Retspatologisk Afdeling. Faget må siges at være ret nyt i Danmark, i hvert fald som praktiseret ud fra en egen enhed. Den første stilling med et egentlig retsantropolgisk indhold blev opslået i 1995 [3], og den blev besat med en læge. En senere stilling i faget er blevet besat med en cand.mag. (idræt), hvilket især skyldes arbejdet med vurdering af gangarter (se nedenfor). De til enheden tilknyttede forskere tæller i øvrigt læger, arkæologer og antropologer (sidstnævnte typisk med en kandidatgrad fra udlandet, da der i Danmark ikke kan erhverves en kandidatgrad (master) i biologisk antropologi).

Identifikation af menneskerester

Rent praktisk rummer det retsantropologiske felt to hovedarbejdsområder: vurdering af menneskerester og vurdering af mennesker - f.eks. gerningsmænd - således som de fremstår på billedmateriale. Fællesnævneren for de to arbejdsområder er dermed identifikation. Vurderingen af menneskerester er nok den mest klassiske disciplin inden for retsantropologien, og den har metodemæssigt meget til fælles med undersøgelser af f.eks. forhistoriske skeletter for arkæologer, og de teknikker, der benyttes til køns- og aldersbestemmelse, bygger på mange års antropologiske undersøgelser af store skeletmaterialer, dels anatomiske samlinger, dels retsmedicinsk materiale. Dette arbejdsområde er tidligere beskrevet [3], og for en mere grundig gennemgang af metoderne kan der i øvrigt henvises til den første nordiske lærebog i faget, der udkom i 2008 [1]. Det må dog understreges, at individuel identifikation sjældent opnås ved de egentlige antropologiske undersøgelser alene [4]. Til dette behøves hjælp fra retsodontologiske undersøgelser og/eller dna-analyser, men den retsantropologiske analyse kan ofte sikre politiet en indsnævring af mulige identitetsmatches tidligt i et efterforskningsforøb, f.eks. ved at pege på mulig etnicitet, køn og alder af menneskeresterne [1]. Disse retsantropologiske undersøgelser »udvisker« til dels grænserne imellem retsantropologi, retspatologi og retsgenetik, og giver et indlysende tæt samarbejde i situationer som ekshumeringer af massegrave i menneskeretlig øjemed, hvor der arbejdes med mange, delvist eller svært forrådnede lig, og hvor identifikation og dokumentation af traumer er vigtigt [5, 6]. Især ved skeletfund er overgangen mellem de undersøgelser, der klares af retspatologerne, og dem, der bedst forestås af en retsantropolog, helt glidende, og det forekommer derfor oplagt, at retsantropologi som fag placeres i et overordnet retsmedicinsk regi.

Identifikation ud fra billedmateriale

Det andet hovedarbejdsfelt er analysen af overvågningsbilleder og -videoer med henblik på karakterisering og mulig identifikation af mennesker, som de fremtræder på disse. Hvor disse sager var få og tidligere primært omhandlede ansigtsfotosammenligninger [3, 7], er der over de seneste ti år sket en stor stigning i antallet af sager, og nu især sager, der inddrager overvågningsvideo [8]. En typisk sag kunne være et bankrøveri, hvor gerningsmanden er blevet optaget på video. Senere sigter politiet en mistænkt, og man vil da gerne have en analyse af lighed mellem den mistænkte og gerningsmanden. I disse sager gennemgås først alt billedmateriale med henblik på konstatering af, hvilke legemstræk der kan gøres til genstand for en nærmere analyse, f.eks. ansigtstræk (hvis ikke ansigtet er helt tildækket), legemstræk som sådan (f.eks. legemshøjde og -drøjde), samt træk omkring bevægelse, herunder ved stand, gang og løb. Analyserne skal overordnet forstås som en 1-til-1- eller 1-til-flere-sammenligning, hvilket vil sige, at man på politiets forlangende sammenligner gerningsmanden med en eller flere mistænkte. For hver delanalyse (ansigtstræk, legemstræk og gang) vurderes det, hvilke træk (om nogen) der kan tale for eller imod sammenfald af identitet. I erklæringer eller ekspertvidneudsagn i retten understreges det altid, at man næppe ud fra billedmateriale kan tale om egentlig identifikation. Billedmaterialet er simpelthen ikke godt nok til dette rent teknisk, og dertil kommer de forskellige grader af maskering, beklædning, etc. Især i sikkerhedsbranchen arbejdes der meget med biometriske systemer til nem identifikation, f.eks. med henblik på adgangskontrol, hvor bevægelse eller ansigtstræk indgår, men der er her tale om voluntære systemer, hvor en bruger netop medvirker til at sikre en god optagelse af de relevante legemstræk. Det vil tage nogen tid før biometriske systemer som sådan direkte kan bruges evidentielt.

En retsantropologisk billedanalyse havde stor betydning i opklaringen af et røveri i 2001. Politiet havde igangsat et større efterforskningsarbejde, da røveriet havde den ulykkelige udgang, at en uskyldig blev dræbt af en af gerningsmændene. Gernings-mændene optrådte med integralmotorcykelhjelme, hvilket gjorde ansigtsgenkendelse umulig, og en indledende vurdering af f.eks. legemshøjde var derfor vigtig for politiet. Da banken var udstyret med flere overvågningskameraer med overlappende felter, blev det muligt for første gang i denne type sager at benytte såkaldt fotogrammetri. Denne analysemetode muliggjorde meget præcise opmålinger af gerningsmændene og senere i forløbet opmåling af en af de mistænkte, med efterfølgende sammenligning. Under arbejdet med dette blev det også klart, at en af gerningsmændene havde en noget karakteristisk gangart, som man senere genfandt hos en mistænkt [9]. Denne sag betød, at disse retsantropologiske billedanalyser efterfølgende blev benyttet i forbindelse med efterforskningen af drabet på den svenske udenrigsminister, Anna Lindh [10] (Figur 1 SPAN> ). Metoderne er nu helt indarbejdet i det retsantropologiske arbejde, og de bruges jævnligt. Metoderne er naturligvis genstand for vedvarende kontrol og forskning. Således har et netop afsluttet ph.d.-forløb beskæftiget sig med opmålingsvariation og -fejl, samt hvorledes gangdata kan behandles statistisk i sammenligningsøjemed [11]. Denne forskning foregår i et tæt samarbejde med især Biomekanisk Enhed under Institut for Neurovidenskab og Farmakologi ved Det Sundheds-videnskabelige Fakultet (Copenhagen Gait Centre ).

Den antropologiske samling

Den retsantropologiske enhed ved Retsmedicinsk Institut i København forestår også undersøgelse af arkæologisk udgravet materiale, og enheden bestyrer en skeletsamling, der omfatter ca. 20.000 individer, og som dækker over skeletfund lige fra ældre stenalder til 1700-tallets København. Der er ofte vidensoverførsel imellem den mere arkæologiske antropologi og retsantropologien. Ovennævnte fotogrammetriske billedanalyser af bankrøvere udsprang faktisk af en fotogrammetrisk opmåling af Grauballe-manden [12], ligesom regelmæssig kontakt med 14 C-dateringsenheden ved Institut for Fysik og Astronomi ved Aarhus Universitet på baggrund af analyse af de arkæologiske fund [13] førte til et forskningsarbejde omkring datering af recente lig [14, 15], herunder til udvikling af en helt ny metode til vurdering af fødselsår (og dermed alder) af nyligt afdøde [16]. Den erfaring, der opnås ved undersøgelse af arkæologiske skeletter, giver også en vedvarende træning i vurdering af knoglemateriale og medvirker til opbygningen af studiesamlinger, som f.eks. kan bruges i forbindelse med forskning, der også kan have et retsantropologisk sigte [17].

Et meget klart resultat af dette ses ved kraniofacial rekonstruktion. Metoden er dels anatomisk baseret, dvs. at de enkelte muskler og muskelgrupper »lægges på« som ler eller plasticin, dels baseret på målinger over bløddelstykkelser ved forskellige referencepunkter, hvorved små pinde tilskæres den gennemsnitlige bløddelstykkelse for et bestemt referencepunkt, fastgøres til kraniet, og ler eller plasticin bygges op mellem disse pinde. Herhjemme har metoden været meget brugt i museumssammenhæng [18], f.eks. senest ved rekonstruktionen af ansigtet på kong Svend Estridsen , den sidste vikingekonge, hvis skelet lå i en pillegrav i Roskilde Domkirke [19] (Figur 2 ). Endelig har vor enheds beskæftigelse med arkæologiske fund koblet med retsantropologisk og retspatologisk viden betydet, at vi regnes blandt verdens førende inden for udforskningen af mumier og moselig [20].

Niels Lynnerup , Retspatologisk Afdeling, Retsmedicinsk Institut, DK-2100 København Ø. E-mail: nly@sund.ku.dk

Antaget: 21. maj 2009

Interessekonflikter: Ingen

Artiklen er skrevet på basis af forfatterens professortiltrædelsesforelæsning for at belyse aktive frontlinjeforskningsområder i Danmark.