Skip to main content

Revolutionen i muskelfysiologien - Einar Lundsgaard (1899-1968)

Speciallæge Leif Sestoft

24. aug. 2007
3 min.


Lundsgaard gik lige fra eksamensbordet i 1923 i gang med at skrive sin lærebog i fysiologi og med disputatsarbejdet »Om næringsstoffernes specifik-dynamiske virkning« (1929). Efter Meyerhof & Hill (1923) var muskelkontraktion obligat knyttet til glykolyse, og man forklarede lav respiratorisk kvotient under muskelarbejde med fedtomdannelse til (deponeret) kulhydrat før brug i muskulatur [1]. Men i 1926 havde Lundsgaard under disputatsarbejdet gjort den vigtige erfaring, at jodeddikesyre (IAA)-forgiftede kaniner trods blokeret glykolyse gik normalt omkring i op til 20 minutter inden de døde i muskelrigor.

Lundsgaards iagttagelse var i modstrid med glykolyseteorien, og efter disputatsindleveringen i efteråret 1929 havde han, »Gelegenheit gefunden, die durch IAA hervorgerufene Vergiftung einer näheren Analyse zu unterziehen « [2]. Lundsgaard ville bevise, om muskelkontraktion kunne foregå uden glykolyse, og da kreatinfosfat (CRP) hydrolyseredes under muskelarbejde (Eggleton , 1926) og under stor hydrolysevarme (Meyerhof , 1927), ville Lundsgaard undersøge, om CRP kunne tjene som alternativ energidonor.

I denerverede anoksiske gatrocnemii fra IAA-forgiftede frøer undersøgtes mælkesyreindholdet i hvile og efter elektrisk stimulerede kontraktioner til rigor, og værdierne blev sammenlignet med værdierne fra en ikkeforgiftet muskel i hvile og efter nøjagtig lige så mange kontraktioner, som i den forgiftede muskel. I den IAA-forgiftede muskel var mælkesyreindholdet som i den hvilende muskel og kun en sjettedel af indholdet i den ikkeforgiftede muskel, der havde udført det samme arbejde. Ved rigor var CRP-koncentrationen nul i forgiftet muskel, men ens i normal hvilende og arbejdende muskel. Lundsgaard kunne altså konkludere, at glykolyse ikke var nødvendig for muskelkontraktion. Tolkningen af CRP-forsøget blev grundlag for en ny forsigtigt fremført hypotese: »... ich neige deshalb der Anschauung zu, dass bis auf weitere keine unbedingte Notwendigkeit dafür besteht, den Gedanken endgültig fallen zu lassen, dass die CRP-Spaltung auch im normalen Muskeln eine effektive Hydrolyse, d.h. einen energiezeugenden Prozess bedeute « [2].

I 1930 blev Lundsgaard kortvarigt stipendiat hos Meyerhof i Heidelberg. I forgiftede muskler knyttede han her CRP-nedbrydningen kvantitativt til muskelarbejde og konservering af CRP under arbejde til iltoptagelse [3].

Ved forelæsningen på Department of Biochemistry i Oxford i juni 1931, blev den nye hypotese fremført klart, og i Hospitalstidende 1932 viste han os den i egen frihåndstegning (Figur 1 ).

Alligevel blev glykolyseteoriens endeligt langtrukken, idet særligt Meyerhof holdt fast. Så sent som i sin Harvey-lecture i New York i 1937 måtte Lundsgaaard lidt træt konkludere, »that no reasons can be found for accepting Meyerhofs interpretation of the Pasteur-Meyerhof reaction in aerobically working muscle « [4].

Lundsgaard udgav indtil 1934 syv artikler i Biochemische Zeitschrift og hans assistent Herman Kalckar lagde grunden til begrebet oxydativ fosforylering (disputats 1938). På Carlsberg laboratoriet formulerede Fritz Lipmann , inspireret af bl.a. Lundsgaard , grundlaget for den moderne forståelse af energistofskiftet i pattedyr og fik senere nobelprisen (1953).

I det næste tiår leverede Lundsgaard flere skelsættende opdagelser, men tabte derefter initiativet til egen forskning [5].



Korrespondance: Leif Sestoft , Porcelænshaven 5B, 3. mf., DK-2000 Frederiksberg. E-mail: navicula@navicula.dk



Referencer

  1. Krogh A, Lindhard J. The relative value of fat and carbohydrate as sources of muscular energy. Biochem J 1920;14:290-362.
  2. Lundsgaard E. Unteruchungen über Muskelkontraktionen ohne Milchsäurebildung. Biochem Z 1930;217:162-77.
  3. Lundgaard E. Weitere Untersuchungen über Muskelkontraktionen ohne Milchsäurebildung Biochem Z 1930;227:51-83.
  4. Lundsgaard E. The Pasteur-Meyerhof reaction in muscle metabolism. Harvey lectures 1938;33:65-78.
  5. Sestoft L. Einar Lundsgaard - fysiologisk kemi i 20'erne og 30'erne. Biozoom 1999;4:14-7.