Risikobaseret brystkræftscreening
Nye resultater støtter tiltroen til sikkerheden og gennemførligheden af risikobaseret brystkræftscreening


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Kvinder har forskellig risiko for brystkræft, men alligevel tilbydes langt de fleste kvinder i alderen 50-69 år det samme screeningsprogram. Under den store brystkræftkonference i San Antonio, TX, US (SABCS 2025) blev de første resultater fra the WISDOM Randomized Trial vist den 12. december 2025 samtidig med publikation i JAMA. Konklusionen var, at risikobaseret brystkræftscreening, der også omfatter populationsbaseret genetisk testning leverede sikker inddeling af risiko og screeningsintensitet, men ikke reducerede biopsirater.
Klinisk professor, overlæge Stig E. Bojesen, Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev – Gentofte Hospital, kommenterer: »Disse første resultater fra det randomiserede WISDOM-studie har været ventet længe. Med median opfølgningstid på mere end fem år af mere end 2 x 14.000 kvinder er resultaterne banebrydende for vores forståelse af dette spændende koncept: fordelingen af screeningsintensitet efter risiko. Det primære endepunkt var noninferiør forekomst af stadie IIB eller værre på diagnosetidspunktet i gruppen med risikobaseret screening. Dette blev opfyldt med 21 tumorer i interventionsgruppen og 31 i kontrolgruppen. Reduktionen var ikke signifikant. WISDOM tilbød også aktiv risikoreduktion (ændret livsstil og risikoreducerende lægemidler) til kvinder med høj risiko, men kun 10% af disse tog imod dette.
Studiet havde flere begrænsninger, som man ikke ville forvente, hvis et lignende studie var blevet udført i Danmark. F.eks. blev kontrolgruppen allokeret til screening hvert år, og interventionsgruppen fik foretaget flere mammografiundersøgelser end forventet på grund af opportunistisk screening uden for projektet. På trods af alle disse og flere begrænsninger, hvoraf mange udspringer af det kaotiske amerikanske sundhedssystem drevet af kommercielle hensyn, giver denne publikation tryghed til fremtidig gennemførelse af studier af risikobaseret brystkræftscreening«.
Esserman LJ, Allison, SF, Naeim, A, et al. Risk-Based vs Annual Breast Cancer Screening: The WISDOM Randomized Clinical Trial. JAMA. 2025:e2524784. https://doi.org/10.1001/jama.2025.24784
Interessekonflikter ingen