Røde kort - aggressioner i sport

Just bring along the ambulance

And call the Red Cross nurse

Then ring the undertaker up

And make him bring a hearse

Have all the surgeons ready there

For they'll have work today

Oh, can't you see the football teams

Are lining up to play [1]

Dette indlæg tager udgangspunkt i professionel eliteidræt og bruger fodbold som eksempel.

Det røde holds frontløber nærmer sig med bolden i stor hast det blå holds straffesparkfelt med det blå holds sweeper lige i hælene. Foran dem venter kun målmanden og målet. En oplagt chance for at bringe det røde hold på 1-0. Men lige inden de når feltet, lever den blå sweeper op til sit navn og fejer bagfra benene væk under den røde frontløber, der styrter til jorden, ruller tilpas mange omgange for at nå ind i feltet, rejser sig og ser dommeren dømme frispark. Den blå sweeper når ikke at få det røde kort, før den røde frontløber har rejst sig og har nået at nikke ham en skalle, så smilet på hans ansigt forsvinder i blod og grimasser. Begge spillere må forlade banen med røde kort, mens stemningen på tilskuerpladserne tilspidses mellem de to holds supportere.

To røde kort pga. to forskellige forseelser og med to forskellige bagvedliggende årsager søgt forklaret på mange forskellige måder alt afhængig af teoretisk ståsted. To eksempler på aggressive handlinger i fodbold, hvor en handling først kan defineres som »aggressiv«, når reglerne er overtrådt [2]. Modpolen til defensivt spil er ikke aggressivt spil, som de fleste fodboldkommentatorer og eksperter udtaler, men offensivt spil. Når fodboldeksperten udtrykker ønske om, at det røde hold skal spille mere aggressivt, siger han i virkeligheden, at de skal overtræde reglerne. Forhåbentlig mener han, at det røde hold skal spille mere offensivt. Tilbage til de to røde kort. Det første røde kort, resultatet af nødbremsen, er for instrumentel vold/aggression. Den aggressive adfærd har et formål, nemlig at forhindre modstanderen i at score og undgå at lave straffespark i forsøget herpå. Selv om adfærden er aggressiv, behøver udøveren ikke at være det. Det blå holds sweeper kan i sin aggressive handling være helt kold, nøgtern og velovervejet og i fuld kontrol. Adfærden tjener et højere formål. Det andet røde kort er resultatet af reaktiv vold/aggression, og denne adfærd er ikke resultatet af en kold, nøgtern og velovervejet forholden sig til den aktuelle situation. Tværtimod. Handlingen tjener ikke et højere formål, men er udelukkende personlig og udtryk for manglende selvkontrol og uhensigtsmæssig indlæring.

Den instrumentelle vold/aggression

Det højere formål bag instrumentel vold/aggression er penge og prestige. I dag er fodboldklubberne først og fremmest en forretning og ikke en udøvelse af sport. Det samme er tilfældet for den enkelte spiller. Fodbolden er hans levebrød og identitet og ikke et middel til at opnå større sundhed. Anima sana in corpo sano har for længst forladt den professionelle sport. Der har altid været vold og aggressioner i eliteidræt (og motionsidræt for den sags skyld), og den stigende professionalisering har yderligere forstærket dette. Sport er ikke længere målet i sig selv, men et middel til økonomisk succes. Denne succes er både afhængig af præstationerne på banen og sponsorerne og dermed mængden af omtale i pressen. Hermed er behovet for instrumentel vold/aggression steget. Instrumentel vold kan kun kommes til livs, hvis gevinsten ved den udebliver, og det vil sige, hvis den straffes tilstrækkeligt, så den ikke kan betale sig i kroner og øre. Den instrumentelle vold/aggression har også sine årsager i den enkelte idrætsgrens kultur og egenart. I fodbold forventes det, at spillerne gør alt, hvad de kan for at hindre modparten i at score eller komme til en oplagt målchance. Der er nok ingen professionel fodboldspiller, der vil stille spørgsmålstegn ved det rimelige eller urimelige i den adfærd, som den blå spiller udviser. Det er blevet en del af fodboldens uformelle regelsæt. Kun hvis den ulovlige tackling er så grov, at den røde spiller kan blive skadet, rynker man brynene. Faktisk er der næsten tale om forræderi, hvis den blå spiller viser fairplay og ikke gør brug af ulovlige midler i omtalte situation. Forræderi mod sit eget hold og sine medspillere, men også forræderi mod fodboldens uformelle regler. Derfor vil der aldrig kunne blive tale om at rette et civilt søgsmål mod den blå spiller, der, selv om han bryder fodboldspillets formelle regler, udviser en adfærd, der er i forlængelse af disse regler og i overensstemmelse med »spillets ånd«. Anderledes står det imidlertid til med den røde spiller.

Den reaktive vold/aggression

Det specielle ved sport er, at man her uden at blive straffet kan udvise en adfærd, som ikke er mulig at udvise ustraffet uden for sportens verden. I kampsport må du slå din modstander ihjel, hvis bare du overholder sportens formelle regler. Skal idrætsudøveren straffes civilt, kræver det, at adfærden samtidig er et brud på spillets regler og ikke sker som en naturlig forlængelse af spillets natur.

Til trods for at den røde spiller er i sine følelsers vold og har mistet kontrollen over sig selv, er det ham, der kan risikere et civilt søgsmål, hvis den blå spiller vil have erstatning for ryddet overmund og anlægger sag. Men hvorfor reagerer den røde spiller, som han gør? Det har der været mange psykologiske forklaringer på. Her er nogle eksempler.

Inden for psykologien har især tre teorier været dominerende: 1) instinktteorien, 2) frustration-aggression-teorien og 3) social indlæring-teorien. Instinktteorien går ganske enkelt ud på, at mennesket pr. natur er et aggressivt væsen, og at de aggressive drifter hele tiden vokser og til sidst må kanaliseres ud i en aggressiv handling. Resultatet er den såkaldte katarsiseffekt, og der er intet, vi kan gøre ved det. Det er psykoanalysen og adfærdsforskeren Konrad Lorenz , der står bag denne teori. Ifølge Lorenz [3] forhindrer sporten aggressive samfundsskadelige virkninger ved sin katarsiseffekt: »Man har lov til at forvente, at denne specielt menneskelige form for katharsis vil bidrage meget til afspænding af opdæmmet aggressionsdrift«. Selvfølgelig er teorien det rene sludder. Skulle den passe, skulle vi kunne observere, at første halvleg altid er den mest aggressive, og at jo mere aggressiv, den har været, des mildere bliver anden halvleg. Undersøgelser viser derimod det modsatte, at den aggressive adfærd stiger, jo længere vi kommer hen i en kamp [4]. Ydermere skulle mennesker, der dyrker kampidrætsgrene, være mindre aggressive end mennesker, der slet ikke dyrker idræt, pga. den rensende effekt af sporten. Faktisk tyder meget på det modsatte [5]. Der er ingen videnskabelige undersøgelser, der understøtter en drifts/instinktteori [2, 6].

Frustration-aggression-teorien er en anden driftsteori, og den påstår, at aggressioner ganske enkelt er resultatet af de frustrationer, der opstår, når vi bliver bremset i at nå vore mål. Den aggressive adfærd udgør en slags afreageren og har også en katarsiseffekt. Der er dog heller ingen videnskabelig belæg for denne teori [2, 6]. Frustrationer kan komme til udtryk gennem mange forskellige former for adfærd og behøver ikke at ende i aggressioner.

Social indlæring

Der er mere videnskabeligt belæg for den sociale indlæringsteori [7], der bl.a. siger, at det afgørende for, hvordan vores frustrationer kommer til udtryk, er resultatet af, hvad vi har lært som værende mest hensigtsmæssigt. Aggressiv adfærd kan indlæres ud fra to principper: 1) modelindlæring og 2) indlæring gennem direkte erfaring. Ved modelindlæring kopierer unge spillere den adfærd, som hos stjernerne bliver belønnet, og det uanset om det er voldelig adfærd eller fairplayadfærd. Det vil sige, at jo mere aggressivt stjernerne spiller, uden at det straffes af dommer eller klub, des mere aggressiv bliver næste generation af spillere. Den aggressive adfærd kan reinforceres på tre måder: 1) gennem straf og belønning af egen udviste adfærd, hvor især trænerens og medspillernes feedback tæller, 2) observation af hvordan andres (især stjernernes) adfærd bliver straffet eller belønnet og 3) selvreinforcering, der opstår, når den feedback, vi får af vigtige andre, samtidig er i overensstemmelse med vores egne værdier og dermed er kilde til øget selvtillid. Hvis træneren opfordrer en spiller til »at sætte modstanderens stjerne ud af spil«, så vil den positive reinforcering minimeres, hvis spilleren opfatter trænerens ordre som umoralsk og usportslig.

Ud over indlæring og reinforcering finder der også en desensibiliseringsproces sted [7]. Dvs. at vi gradvis vænner os til volden på fodboldbanen. Det, vi betragter som vold i dag, vil om ti år blive betragtet som en normal del af det spil, der finder sted inden for de uformelle regler.

Zidaneepisoden under sidste VM kan forstås på følgende måde. Zidane valgte at blive offer for verbal instrumentel vold. Han kunne også have valgt, at den italienske forsvarsspiller havde personlige problemer med den adfærd, han udviste, men Zidane havde ikke lært denne mulighed. Zidane blev derfor frustreret og nikkede italieneren en skalle i brystkassen. Zidane kunne også have lært at styre sine frustrationer og undgået denne nedværdigende adfærd. Hvis Zidanes sociale indlæring havde været i orden, kunne situationen været undgået. Zidane skulle have lært ikke at blive frustreret og lært, at når han bliver frustreret, er det muligt at kontrollere sine følelser, så de ikke kommer til udtryk som reaktiv vold.

Korrespondance: Kim Jensen , Mølledamsvej 3, DK-3460 Birkerød. E-mail: kk_jensen@ofir.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet