Akademisk afhandling
On the role of the incretin hormones GIP and GLP-1 in the pathogenesis of type 2 diabetes mellitus
1. nov. 2005
2 min.
Disputatsen er baseret på syv artikler udarbejdet på medicinsk afdeling F, Amtssygehuset i Gentofte.
Glucose dependent insulinotropic polypeptide (GIP) og glucagon-like peptide-1 (GLP-1) er de to primære inkretinhormoner, som tilsammen er ansvarlige for den såkaldte inkretineffekt. Inkretinhormonerne frigøres fra tarmen i forbindelse med indtagelse af et måltid og stimulerer herefter de insulinproducerende celler i β-cellen. Disputatsen belyser den markant reducerede inkretineffekt, som ses hos type 2 diabetikere. En sådan defekt kan teoretisk skyldes nedsat sekretion, øget elimination og/eller en påvirket effekt af inkretinhormonerne. Nedsat koncentration af både total og intakt GLP-1 findes hos type 2 diabetikere. Dette skyldes formentlig nedsat sekretion, idet ens elimination af GLP-1 fandtes hos type 2 diabetikere og raske kontroller. Normale GLP-1 koncentrationer ses hos førstegradsslægtninge til diabetespatienter samt hos den ikke diabetiske tvilling hos enæggede tvillinger, hvorimod nedsat GLP-1 koncentration ses hos den diabetiske
tvilling. Den nedsatte sekretion er derfor formentlig sekundær til den diabetiske tilstand og ikke den primære grund til
diabetes mellitus. Begge inkretinhormoner bidrager næsten
ligeligt til inkretineffekten hos raske, men hos diabetikere
er effekten af GIP betydeligt nedsat. I forskellige undergrupper af diabetikere inkluderende tynde og obese type 2 diabetikere, patienter med sekundær diabetes på grund af kronisk pancreatits, LADA patienter, MODY3 patienter og nydiagnosticeret type 1 diabetikere, var GIP ikke i stand til at generere et signifikant insulinrespons i den sene fase af insulinsekretionen. Dette defekte β-celle respons på GIP skyldes formentlig en postreceptordefekt intracellulært. Dette er formentlig sekundært til diabetes i sig selv eventuelt dækkende over en genetisk defekt, da der ses nedsat insulinotrop effekt af GIP hos førstegradsslægtninge til type 2 diabetikere.
Sammenfattende kan det konkluderes, at både GLP-1 og GIP formentlig bidrager til patogenesen ved type 2 diabetes mellitus, GLP-1 på grund af nedsat sekretion og GIP på grund af nedsat virkning.