Juleartikel: Rusens drejebog, en yndig lille fjer eller druk

Den norske psykiater Finn Skårderud har, lidt som en provokation, fremsat en teori om, at mennesket er født med en halv promille for lidt i blodet. Den teori sætter fire venner sig for at afprøve i Thomas Vinterbergs nye film »Druk«. Skårderuds argument bunder i begrebsparret apollonisk-dionysisk (to typer af dialektisk forbundne livsopfattelser): Den apolloniske er den rationelle, afklarede og afgrænsende tilgang, mens den dionysiske er den ekstatiske og grænsesprængende livsstil. Vores hjernebark er for tynd, mener Skårderud, og ikke robust nok til den stigende digitalisering med stadigt voksende informationsmængder. En let rus kan gøre hjernen bedre til at koble fra og gøre os mere åbne for omverdenen, lettere til sinds og kreative med mere humor og mindre bekymring. Eksperimentet går da også forrygende i starten; de fire venner bliver bedre til deres job, er mere glade og mærker livet igen. Men da spørgsmålet om, hvorvidt en halv promille egentlig er det rigtige niveau, på et tidspunkt dukker op, starter for nogle en lang deroute. Uden at løfte pegefingre rejser Thomas Vinterbergs film spørgsmål, som inspirerer til et blik på rusens drejebog og sammenhængen mellem genstande og promiller (Tabel 1).

CHAMBERTIN OG HJERNEFYSIOLOGI

»Den vågne bevidsthed rummer et samlet overblik over dit livsforløb, dvs. din fortid, din nutid og din fremtid«, skriver David Ingvar, hjerneforsker ved universitet i Lund [2] »Oplevelsen af nutidige begivenheder, som man hører eller ser i vågen tilstand, sammenlignes ubevidst med minder om tidligere begivenheder, som er oplagret i hjernens hukommelse. Men de begivenheder, som finder sted her og nu, har også indflydelse på de forestillinger og forventninger, du har til fremtiden. En betydningsfuld effekt af selv beskedne doser alkohol, som f.eks. et til to glas vin, synes at være, at problemer, som stammer fra fortiden, belastes mindre af skyldfølelse. Samtidig bliver det indre billede af fremtiden lysere og mindre præget af bekymring og uro«.

»Intet får fremtiden til at forekomme så rosenrød, som at betragte den gennem et glas Chambertin«, som Alexandre Dumas skriver. Det rosenrøde skær, som bourgognen drysser ud over den vågne bevidsthed, skaber hos de fleste vinelskere forventninger om et stemningsløft. Evidensen tyder på, at forventningen går i opfyldelse for folk, der nyder øl og vin med måde, mens folk med alkoholproblemer oplever en forsænkning af stemningslejet, når de drikker [3].

DEN MAGISKE PROMILLE

En halv promille er det rusniveau, som mange synes at foretrække i selskabelig sammenhæng [4]. Spørgsmålet om, hvordan man opnår den magiske promille, er oplagt, men at give et godt svar er ikke så simpelt, som man skulle tro. »Drik med lyst, drik med måde, drik men lad forstanden råde« er en god rettesnor, som står at læse på en bjælke i slyngelstuen på Fuglsø Kro på Mols. Men mange følger den parole, som står på nabobjælken: »Gamle kjæferter repareres og bli’r som nye«. I et studie med 61.043 deltagere fra 21 lande fandt man, at mænd i gennemsnit drak 87,55 g alkohol, før de havde nået den ønskede grad af beruselse, mens der for kvinder kun skulle 70,16 g alkohol til [5]. Det svarer til hhv. godt syv og knap seks genstande og opfylder dermed Sundhedsstyrelsens kriterium for rusdrikkeri – det at drikke mere end fem genstande ved samme lejlighed. Mændene skulle op på 138,65 g alkohol (og kvinderne 106,54 g), før de havde nået »the tipping point«, hvor de fornemmede, at de havde drukket for meget. Hver femte deltager nåede »the tipping point« mindst en gang om måneden, og på en enkelt aften drak de dermed mere end det antal genstande, der ifølge flere landes guidelines udgør grænsen for det maksimale, ugentlige forbrug [6] (Figur 1).

LÆR AT DRIKKE SPRIT

I 1944 udgav dr.med. Erik Jacobsen bogen »Omgang med alkohol«, der blev meget populær og nåede op på tredje oplag i udgivelsesåret [7]. »Bogen handler om alkoholens virkninger på det enkelte menneske, hvilke fordele man kan opnå, og ikke mindst hvad risiko der er ved at drikke i mindre eller større doser«, skrev forfatteren, der blev verdenskendt, da han fem år senere, i samarbejde med Oluf Martensen-Larsen, tog patent på stoffet tetraethylthiuramdisulfid som lægemidlet Antabus. Forfatteren skelner skarpt mellem en drikker og en dranker: »Sprit er et farligt stykke legetøj, der let kan forvandles fra en behagelig tjener til en meget ubehagelig herre«. Bogens sidste 30 sider er viet »de stakler, der til de øvrige titler på deres visitkort kan føje alkoholist«, og de alvorlige problemer, som alkohol skaber for samfundet og den enkelte alkoholist og dennes familie, stikkes ikke under stolen. Men til forskel fra meget af nutidens information om alkohol er bogens tegninger sjove, og bogens tone er saglig, men munter og uhøjtidelig. »Moralprædikerne leder man forgæves efter«. Kapitlet om at lære at drikke sprit præsenterer nyttige fakta om øl, vin og spiritus, »men det er teori, de praktiske øvelser må læseren selv bekoste«. Der kræves en gentleman for at kunne nyde de goder, der er givet os gennem de ædle drikke, mener Erik Jacobsen. »Kendskabet til, og det æstetiske udbytte af, vinen er den vigtigste skillelinje mellem den kultiverede alkoholnyder og fyldebøtten«.

SPRITTEN I ORGANISMEN

At drikke med måde er en diamant med mange facetter: Hvornår man drikker, hvor meget man drikker, hvorfor man drikker, hvad man drikker og hvordan man drikker det, man drikker. »Hvad de færreste ved er, at indtagelse af alkoholiske drikke på fastende hjerte næsten svarer til at spritten gives intravenøst. Under mange forhold kan man forsinke alkoholoptagelsen endog ganske betydeligt. En af de mest effektive metoder er at drikke på fuld mave, eller at spise, medens man drikker. Enhver nogenlunde helbefaren selskabsmand har gjort denne erfaring«. Den fysiologiske mekanisme first pass-metabolismen er en nedbrydning af en del af alkoholmolekylerne, før de når det systemiske kredsløb (og hjernen) takket være dels enzymet alkoholdehydrogenase (ADH) i mavesækkens slimhinde, dels effekten af leverens ADH ved portveneblodets passage gennem leveren [8]. En drink på tom mave levner ikke maveslimhindens ADH mange chancer under alkoholmolekylernes hurtige passage gennem mavesækken til tyndtarmen, hvor alkoholen straks absorberes via tarmens 200 m² store, indre overflade. Leverens ADH når derfor kun at nedbryde en mindre del af den intense strøm af alkoholmolekyler ved blodets første gennemløb, så spritten når frem til hjernen på bare 5-10 minutter. Et måltid mad forsinker mavesækkens tømning med op til flere timer, hvilket giver maveslimhindens ADH bedre tid til at virke, og færre alkoholmolekyler vil via portåren til leveren optimere udnyttelsen af leverens ADH-kapacitet. Figur 2 illustrerer effekten af at spise brød til: »Den amerikanske drikkevane, at skylle en serie drikkevarer ned umiddelbart inden måltidet, giver sig langt voldsommere udslag end den europæiske, langsomt at lade promillen stige fra suppen til desserten«.

Figurens kurver illustrerer en anden vigtig pointe i Erik Jacobsens råd til omgang med alkohol: »Divide et impera. Lad os dele alkoholen ud i passende portioner og lad os derigennem beherske dens virkninger«. De tre kurver viser, at Sundhedsstyrelsens definition på rusdrikkeri – det at drikke mere end fem genstande ved samme lejlighed − mangler to helt afgørende dimensioner: rytme og tempo i drikkeseancen og ± samtidig fødeindtagelse.

MYTEN OM METABOLISMEN

»I almindelighed kan man regne med, at et menneske i gennemsnit vil være i stand til at forbrænde 7-8 g alkohol i timen. Leveren forbrænder det samme kvantum alkohol, hverken mere eller mindre. Det er ikke muligt at sætte hastigheden op på nogen måde«. Myten om metabolismens urokkelighed, her gengivet med Erik Jacobsens ord, bliver slået fast med syvtommersøm i lærebøger og faktafoldere, men faktisk er der betydelig forskel på den enkeltes alkoholomsætning på basis af arvelige egenskaber og størrelsen af det daglige alkoholforbrug, samt om alkoholen indtages på fastende hjerte eller med et måltid. 1,0‰ svarer til 1.000 mg alkohol/liter kropsvand = 100 mg/100 ml. Omsætningen af alkohol måles traditionelt i mg alkohol/100 ml kropsvand pr. time med følgende normalværdier: 1) Fastende personer: 10-15 mg/100 ml/time. 2) Efter et måltid: 15-20 mg/100 ml/time. 3) Storforbrugere af alkohol og alkoholikere: 25-35 mg/100 ml/time [9].

Jones & Jönsson målte promillen hos ti unge mænd efter indtagelse af 0,8 g alkohol/kg legemsvægt (fem genstande for en mand på 75 kg) på hhv. fastende hjerte og efter et solidt morgenmåltid [8]. På fastende hjerte nåede promillen til tops på 45 minutter. Med brød til toppede promillen først efter 90 minutter. Den maksimale alkoholpromille blev 66% højere på tom mave. Med brød til forsvandt promillen to timer hurtigere end efter drinks på tom mave. Et måltid indtaget fem timer efter sidste genstand stimulerede leverens enzymaktivitet med det resultat, at forbrændingen af alkohol blev øget med 36-50%.

»En genstand er en genstand« er en anden myte, men det har betydning, hvad du drikker, når det gælder din promille. Drinks med bobler stiger hurtigere til hovedet end drinks uden viser et forsøg med 12 kvinder og mænd, der tømte tre glas champagne i løbet af 20 minutter. En uges tid senere fik deltagerne samme dosis champagne, men først efter at CO₂-boblerne var fjernet ved piskning med en stavblender. Fem minutter efter sidste slurk var promillen højere efter champagne med bobler (0,52‰) end efter den afgassede champagne (0,40‰) [10]. Og selv om du drikker samme mængde alkohol (0,5 g alkohol/kg på fastende hjerte), vil din promille ende med at blive lavere, hvis du drikker tre øl (0,50‰), end hvis du drikker tre glas vin (0,61‰) eller tre glas vodka-tonic (0,77‰) (Figur 3) [11].

FESTEN SLUTTER

»Alkohol er en udpræget selskabelig drik; dens evne til at nedsætte hæmningerne hos menneskene gør den ganske særligt egnet hertil«, skriver Erik Jacobsen. »Under alkoholpåvirkning nedsættes skyhed eller reserverthed sammen med alle de øvrige hæmninger. Herved fremmes den samfølelse, som danner grundlaget for en feststemning. I understøttende retning virker bortfaldet af eventuel træthedsfølelse, bagatellisering af bekymringer, og det legemlige og sjælelige velbefindende, som i reglen optræder efter selv små alkoholdoser«. På de følgende sider giver forfatteren konkrete anvisninger på, hvad og hvor meget der skal i glassene. »Der er dem der vil mene, at det er et rigeligt kvantum, som er sat af. Men disse bedes tænke på, hvad vore forældre og bedsteforældre krævede af en stor middag: 2 glas Sherry til suppen, 2-3 glas Rhinskvin, Mosel eller Sauternes til fisken, 2 glas Bourgogne til saltmaden, et par glas Champagne til stegen og 2 á 3 glas Portvin til is, frugt og konfekt. Ved hver herres kuvert stod der desuden en hel flaske rødvin for det tilfælde, at han skulle blive tørstig under måltidet. Det er vist de færreste af den nuværende generation, der var i stand til at rejse sig fra dette måltid for at drikke kaffe med tilhørende oceaner af årgangscognac« (Figur 4).

KONKLUSION

Mennesket har behov for fra tid til anden at skifte den normalt dominerende apolloniske tilstand ud med en dionysisk tilstand, hvilket betyder, at man går fra en tænkende tilstand til en nydende kropslig tilstand. Nydelse af vinen i små mundfulde sammen med et godt måltid i samvær med familie og venner holder styr på promillen.