Skip to main content

Sammenhængen mellem vægt og dødelighed på verdensplan

For helt at forstå betydningen af BMI for dødelighed fulgte Global BMI Mortality Collaboration-gruppen > 10 mio. mennesker på fire kontinenter i > 13 år.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Redigeret af Per Lav Madsen, lav.madsen@gmail.com

27. okt. 2016
2 min.

For helt at forstå betydningen af BMI for dødelighed fulgte Global BMI Mortality Collaboration-gruppen > 10 mio. mennesker på fire kontinenter i > 13 år.

I studiet ekskluderede man rygere, folk, der ikke levede > 5 år fra indeksåret, og dem med kroniske sygdomme. På fire kontinenter, i alle befolkningsgrupper, i alle aldersgrupper og for begge køn var der lavest dødelighed hos personer med et BMI på 20-25 kg/m2. Dødelighedskurven er U-formet med den højeste dødelighed blandt svært overvægtige mænd.

Professor Henrik Toft Sørensen, Klinisk Epidemiologisk Afdeling, Aarhus Universitetshospital kommenterer: »Undersøgelsen, som har stor statistisk sikkerhed, bidrager med afgørende viden om sammenhængen mellem BMI og dødelighed. Den omfatter flere kontinenter, og der er betydelige forskelle i forekomsten af undervægt og fedme mellem kontinenterne. På trods af dette findes den U-formede sammenhæng i alle populationer med små regionale forskelle. Undersøgelsen viser også, at effekten af overvægt og fedme på dødelighed er størst hos de yngre. Da der er beskedne behandlingsmuligheder for opnåelse af varige vægttab, understreger undersøgelsen endnu engang vigtigheden af primær forebyggelse af overvægt og fedme. Undersøgelsen bekræfter heller ikke formodninger om, at overvægt defineret som et BMI på 25-30 kg/m2 ikke er forbundet med en øget dødelighed«.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen.

The Global BMI Mortality Collaboration. Body-mass index and all-cause mortality: individual-participant-data meta-analysis of 239 prospective studies in four continents. Lancet 2016;388:776-86.