Overlæge Jørn Dalsgaard Nielsen, Hjerteambulatoriet, Frederiksberg Hospital, kommenterer: »Blandt patienter, der fik både SSRI og antikoagulantia, var incidensen af større blødninger 2,79 pr. 100 patientår (95% konfidens-interval (KI): 2,77-2,82). Det var signifikant højere end i gruppen, der alene fik antikoagulantia (relativ risiko (RR) = 1,33; 95% KI: 1,24-1,42). RR for blødning faldt med observationstiden (RR efter ≤ 30, 31-180 og > 180 dage var hhv. 1,74, 1,31 og 1,11). Forfatterne giver ingen forklaring på den faldende incidens, men årsagen må være, at patienter udgik af studiet efter første større blødningsepisode. Det vil sige, at patienter, som i forvejen havde øget blødningstendens, har været i særlig risiko for at få blødning kort efter start på kombineret behandling, og anamnese med tidligere blødning forekom signifikant hyppigst blandt patienter i kombineret behandling (14,3% vs. 9,2%). Hos patienter, som har fået SSRI og antikoagulatia i > 180 dage uden blødning, må risikoen for blødning under fortsat kombineret behandling vurderes som lav. Til patienter i SSRI-behandling og samtidig kendt øget blødningstendens kan man ved opståen af atrieflimren overveje aurikellukning frem for antikoagulationsbehandling«.