Skip to main content

Screening for cancer blandt patienter med venøs tromboembolisk sygdom

I løbet af et års opfølgning blev en ny cancerdiagnose stillet hos 5% af patienterne med uprovokeret dyb venetrombose eller lungeemboli

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

22. sep. 2017
2 min.

Uprovokeret dyb venetrombose eller lungeemboli defineres som sygdom, som er opstået ved fravær af traumer, operation og immobilisering eller kendt koagulationsdeffekt som årsag til trombosen. I den internationale litteratur er der ikke konsensus om, hvorvidt disse patienter bør undersøges for okkult cancer, som ses hyppigere i denne gruppe end i almenbefolkningen. Et systematisk review baseret på ti studier omfattende over 2.300 patienter gennemgår fund ved screening for okkult cancer af disse patienter. Forfatterne konkluderer, at ca. en ud af 20 patienter har cancer og at jo mere intensivt udredningsprogrammet er, desto flere cancertilfælde kan man finde. Den faktor, som er stærkest relateret til forekomst af cancer er høj alder, idet cancer blev fundet syv gange hyppigere blandt patienter over 50 år end blandt yngre. Det store spørgsmål er imidlertid, om man ved at stille cancerdiagnosen ved intensiv screening kan forbedre patienternes prognose?

Overlæge Jørn Dalsgaard Nielsen, Frederiksberg og Bispebjerg Hospital kommenterer: »Det har i mange år været kendt, at 5-10% af patienterne med venøs tromboemboli har okkult cancer. Forskellige screeningprogrammer har været afprøvet, men selv om man ved screening får diagnosticeret nogle af cancertilfældene tidligere, har screening ikke ført til lavere mortalitet, og generelt anses screening derfor ikke for omkostningseffektivt. Udredning for cancer er relevant hos patienter med organrelaterede symptomer eller systemiske symptomer (vægttab, feber, nattesved) og desuden hos patienter med splanknisk venetrombose, hvor myeloproliferativ sygdom forekommer over 1.000 gange hyppigere end i befolkningen generelt«.

Van Es N, Le Gal G, Otten HM et al. Screening for occult cancer in patients with unprovoked venous thromboembolism. Ann Intern Med 22. aug 2017 (epub ahead of print).

INTERESSEKONFLIKTER: ingen