Sekretinbehandling af autisme?

Infantil autisme og andre forstyrrelser inden for autismespektret er alvorlige tilstande, der er karakteriseret ved kvalitative vanskeligheder socialt, kommunikativt og adfærdsmæssigt. Diagnostikken baserer sig på kriterier, der er beskrevet i DSM-IV og ICD-10. De ætiologiske faktorer er fortsat ukendte, men genetiske faktorer vurderes at være af afgørende betydning. Prognostisk er der tale om livslange forstyrrelser i de fleste tilfælde med betydelige og omfattende behandlingsbehov. Der eksisterer ikke nogen kurativ behandling. Hyppigheden er varierende, men er op til 5:1.000 for hele autismespektret.

I 1996 blev et 3-årigt autistisk barn endoskoperet pga. gastrointestinal forstyrrelse, og hormonet sekretin blev indgivet for at stimulere galde- og pancreassekretionen. Efterfølgende bemærkede forældrene en substantiel regression af barnets autistiske adfærd. Dette blev dokumenteret med detaljerede videooptagelser (1). Den 7. oktober 1998 bragte NBC-programmet Deadline historien om brug af sekretin. Tidligere samme år havde Horvath et al rapporteret om tre tilfælde, hvor børn i alderen 3-5 år med autisme og kronisk diaré under endoskopi havde fået sekretin i.v. Børnene havde efterfølgende færre gastrointestinale problemer, og der blev registreret en mærkbar bedring af deres autistiske symptomer.

Ovenstående rapporter medførte et massivt krav fra forældre om sekretinbehandling af deres børn, og der er nu givet adskillige tusinde sekretindoser på denne indikation, udtaget patent og opkøbt så store mængder sekretin, at dette peptid har været vanskeligt at fremskaffe til videnskabeligt brug (2).

I 1999 kom den første klinisk kontrollerede, randomiserede undersøgelse af 60 patienter (1). Resultatet var negativt, der var ingen forskel på effekten af placebo- og sekretinbehandling. Efterfølgende er der blevet publiceret fem kontrollerede undersøgelser med i alt 224 patienter i gruppen, der har fået aktiv behandling (2-6). Resultaterne har overvejende været negative, om end enkelte har rapporteret om forbigående bedring (5, 6). De fleste undersøgelser omhandler effekten af en enkelt injektion på 2 IU sekretin per kg.

Forskere og kritikere har peget på en række forbehold. Disse går væsentligst på, at de anvendte effektmål ikke er udarbejdet specifikt til at vurdere behandlingseffekten, at selektionen af patienter i nogle tilfælde har været skæv, og at man ikke kan forvente, at en enkelt dosis kan medføre en signifikant ændring af en kronisk sygdom. I en enkelt undersøgelse er der anvendt to injektioner af sekretin, også denne viste negative resultater (4).

Der er ikke udført en regelret metaanalyse, men i et af arbejderne er de tidligere resultater opsummerede, og der ses her ingen signifikant forskel på effekten af sekretinbehandling og placebobehandling, om end en række effektvariable i sekretingruppen er noget (men insignifikant) højere end i placebogruppen (2). Der har også været rettet kritik mod størrelsen af de undersøgte grupper.

Kommentar

Der er ved dyreforsøg fundet sekretinekspression i hjernen, og nyere studier har vist, at sekretin faciliterer GABA-transmission i cerebellum. Sekretin-mRNA er lokaliseret i Purkinje-celler, og sekretinreceptoren er fundet i disse og interneuroner med GABA som neurotransmitter. Det må således anses for muligt, at sekretin har en rolle som neurotransmitter/modulator i centralnervesystemet.

På den ene side står en »original« observation fra forældre efter behandling af barnet med et naturligt stof. Observationen er kommunikeret gennem en verdensomspændende tv-kanal og internettet i kasuistikker med overvejende positive erfaringer. På den anden side står en række klinisk kontrollerede, overvejende negative undersøgelser. Der kan rettes berettiget kritik mod dele af de foretagne undersøgelser, herunder patientselektion og dosering. I samtlige refererede artikler fremhæves det, at man ikke på baggrund af de foreliggende resultater kan anbefale behandling med sekretin, men må afvente kommende undersøgelser for at se, om der evt. er en undergruppe af børn med autisme, der kan profitere af sekretinbehandling. Endelig er mulige bivirkninger ved længerevarende behandling med sekretin uafklarede.

Sekretin blev opdaget for 100 år siden og er nu »markedsført« i forbindelse med autismebehandling. Det sidste ord om sekretin er ikke sagt, og foreløbig er der i løbet af fire år udkommet ikke mindre end 33 publikationer om emnet. Det bliver interessant at følge den fortsatte udvikling.

Antaget den 28. februar 2002.

Århus Universitetshospital, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital, og

H:S Hvidovre Hospital, klinisk fysiologisk/nuklearmedicinsk afdeling.