Skip to main content

Seksuel aktivitet hos unge i 9. klasse

Finn Friis Lauszus1, Jacob Lauesgaard Nielsen1, Jane Boelskifte1, 2 & Jørgen Falk3 1) Gynækologisk-obstetrisk Afdeling, Regionshospitalet Herning, 2) Almen praksis, Vildbjerg 3) Familieafdelingen, Viborg Kommune

14. sep. 2012
2 min.

Introduktion

Formålet med undersøgelsen var at se på sammenhænge og diskrepans mellem seksuel aktivitet og viden om seksuelle emner, reproduktionsfysiologi og abort.

Materiale og metoder

Et spørgeskema blev uddelt til alle 9.-klasser i Viborg Kommune i 2007. Det indeholdt spørgsmål om demografiske data, seksuel aktivitet, brug af og viden om prævention, viden om kønssygdomme, reproduktion og abort, kilder til viden om seksuelle emner, tilfredshed med seksualundervisning, vurdering af andres seksuelle erfaring, grunde til brug af prævention og til seksuel afholdenhed.



Resultater

Alder ved seksuel debut fandtes at være associeret med antal partnere, antal samlejer og brug af prævention. Større viden om klamydia som hyppigste kønssygdom fandtes at være associeret med seksuel debut, at kende de første graviditetstegn og viden om abortregler. Hvis faderen var kilde til viden, fandtes samtidig høj generel viden om kønssygdom hos pigerne (p < 0,01) og generelt hos elever uden seksuel debut (p < 0,03). Elever med god viden om kønssygdom angav hyppigere, at de brugte prævention mod uønsket graviditet. Hovedparten (81%) af kondombrugere angav beskyttelse mod kønssygdomme som grund til prævention sammenlignet med 56% af p-pille-brugere (p < 0,006).

Konklusion

Kløften mellem seksuel viden og praksis er et faktum. Diskrepansen udviser dog forskelle afhængig af seksuel erfaring, køn og af, om en given adfærd skyldes ønsket om beskyttelse mod uønsket graviditet eller kønssygdom.

DANISH MEDICAL JOURNAL: Dette er et resume af en originalartikel publiceret på danmedj.dk som Dan Med J 2012;59(7):A4474.