Professor og overlæge Anders Fink-Jensen, Psykiatrisk Center København og Københavns Universitet, kommenterer: »GLP-1-receptoragonister som semaglutid, liraglutid og exenatid har i dyreforsøg vist at reducere alkoholindtaget hos mus, rotter og aber. I et tidligere klinisk RCT-studie med exenatid sås ingen effekt på antallet af ,heavy drinking days’ eller det samlede alkoholindtag hos patienter med alkoholafhængighed. En post hoc-analyse blandt deltagere med BMI ≥ 30 kg/m2 viste dog, at deltagerne i exenatidgruppen indtog mindre alkohol end kontrolgruppen. I en nylig artikel i JAMA Psychiatry har Hendershot og kolleger undersøgt effekten af semaglutid på alkoholindtag hos personer med moderat alkoholafhængighed. Studiet er et niugers RCT med 48 deltagere, randomiseret til semaglutid eller placebo: 0,25 mg ugentligt i fire uger, 0,5 mg i fire uger og 1,0 mg i en uge eller placebo. Ved forsøgsstart og -afslutning blev deltagerne anbragt i et humant laboratorie, hvor de kunne drikke den ønskede mængde alkohol over to timer. De semaglutidbehandlede indtog mindre end kontrolgruppen. Desuden blev alkoholforbruget registreret ugentligt igennem hele forsøgsperioden, og der var ikke forskel i det samlede alkoholindtag eller i antal ,heavy drinking days’ mellem grupperne, men de semaglutidbehandlede indtog mindre end kontrolgruppen på de dage, hvor de indtog alkohol: ,drinking days’. Resultaterne er lovende og stemmer overens med prækliniske data. Flere større og længerevarende RCT-studier er i gang med at undersøge semaglutids effekt på alkoholforbrug hos patienter med alkoholafhængighed«.