Skip to main content

Sentinel lymph node biopsy and breast cancer - aspects of introducing the method in Denmark

Læge Anders Husted Madsen: Forf.s adresse: Varbergvej 6, DK-8600 Silkeborg. E-mail: husted@ki.au.dk Forsvaret finder sted den 31. august kl. 14.00, Århus Sygehus, NBG, bygning 3, 3. sal. Bedømmere: Cai Grau, Niels Kromann, Christian Ingvar , Sverige.

17. aug. 2007
2 min.

Denne ph.d.-afhandling udgår fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet, og er lavet i et samarbejde mellem Kirurgisk Afdeling P og Afdeling for Eksperimentel Klinisk Onkologi, Århus Sygehus. Afhandlingen er baseret på tre selvstændige arbejder

Formålene med afhandlingen var

  1. at sammenligne arm- og skuldermorbiditet efter sentinel node-biopsi eller aksildissektion

  2. at undersøge i et populationsbaseret registerstudie forekomsten af lymfeknude metastaser efter introduktion af sentinel node biopsi

  3. at undersøge sentinel node-metodens validitet hos patienter med mere end 2 knuder i det samme bryst.

Undersøgelse af armmorbiditeten blev lavet i et prospektivt, multicenter studie af 395 patienter med 18 måneders follow-up. Undersøgelsen viste, at der kun var begrænset forskel i skulder bevægeligheden ved sammenligning af lymfeknude negative patienter opereret med sentinel node metoden og med aksildissektion. Derimod kunne man konstatere en signifikant forskel i armvolumen på den opererede side ved sammenligning af de to grupper. Subjektivt var der signifikant forskel på de to grupper til fordel for sentinel node metoden. Blandt patienter med lymfeknude metastaser var der ingen forskel i hverken objektiv eller subjektiv armmorbiditet hos patienter, der først fik foretaget sentinel node biopsi i en senere seance aksil dissektion sammenlignet med patienter, der blev opereret i en seance.

Det populationsbaserede registerstudie inkluderede i alt 2932 patienter fra tre amter i Danmark i perioden 1996-97 og 2002-2003. Studiet viste, at i alt mellem 7-15% flere patienter fik påvist lymfeknudemetastaser efter indførelsen af sentinel node metoden.

Hos patienter med mere end to knuder i det samme bryst fandtes en detektionsrate på 92%, hvorimod falsk negativ rate var 29%. Materialet i undersøgelsen var begrænset, og det konkluderes, at større undersøgelser er påkrævet før metoden kan anbefales hos denne gruppe patienter.

Sentinel node metoden blev indført med det formål at mindske armmorbiditeten, hvilket denne afhandling bekræfter. Ligeledes bekræftedes formodningen om, at metoden vil medføre flere patienter med lymfeknudemetastaser - et resultat der også kan genfindes på populationsniveau. Resultatet tyder dog også på, at metoden kan have sine begrænsninger.