Seponeringssyndrom efter SSRI-antidepressiva

Symptomer på depression er en hyppig årsag til kontakt til egen læge. I Danmark er det anslået, at ca. 3% af befolkningen, svarende til 125.000-150.000 danskere, har depression iht. WHO’s klassifikationssystem ICD-10 [1]. Farmakologisk behandling anvendes i vid udstrækning, og brugen af antidepressiva udskrevet i almen praksis er omfattende, selv om ikkefarmakologiske behandli ngsmetoder også har effekt [2]. Et almindeligt valg ved behandling af depression er de såkaldte selektive serotoningenoptagelseshæmmere (SSRI), der foruden ved depressive tilstande også benyttes ved visse angstlidelser. SSRI udskrives først og fremmest i primærsektoren til ca. 300.000 personer om året, svarende til ca. 5% af landets befolkning [3]. Ved brat ophør med behandling kan visse patienter, 20-30% [4], opleve symptomer på det såkaldte serotoninseponeringssyndrom (SSS), som oftest inkluderer »influenzalignende« symptomer og en række somatiske symptomer som hovedpine, gastrointestinale gener, svimmelhed og sanseforstyrrelser [5-8] (Figur 1). Seponeringssymptomer kendes også fra en række andre lægemidler, som blodtryksmedicin, morfika, litium og andre præparater, der virker på centralnervezt.

Ophørssymptomerne ved seponering af antidepressiva, inkl. SSS, kan ofte minimeres eller helt undgås [4, 9-12], men symptomatologien kan minde om kliniske træk fra den tilgrundliggende depressive tilstand eller angstlidelse og dermed sløre erkendelsen, hvilket kan medføre unødig sygelighed hos patienten og usikkerhed hos behandleren [13].

Da behandling med SSRI ofte skal ske i lang tid, førend man kan forvente en effekt [13], understreger det vigtigheden af grundig oplysning om bivirkninger af selve behandlingen såvel som symptomer på SSS ved ophør og/eller manglende komplians.

I de senere år har lægers ordination af SSRI været genstand for øget bevågenhed i medierne. Ydermere har adskillige medier inkl. Danmarks Radio fremført, at SSS ligner abstinenssyndromet efter ophør med benzodiazepiner, og at SSS ikke kan skelnes fra den oprindelige depression.

Formålet med denne statusartikel er således at informere grundigt om SSS efter ophør med SSRI, komme med brugbare værktøjer til forståelse og genkendelse af tilstanden, herunder skelne den fra tilbagefald af depression, og slutteligt at foreslå enkle tiltag til forebyggelse og behandling. Symptomerne efter ophør med serotonin-noradrenalin-genoptagelseshæmmere (SNRI) og tricykliske antidepressiva (TCA) kan minde om dem, der ses ved ophør med SSRI, men seponeringssymptomer efter andre typer antidepressiva omtales ikke nøjere her.

SYMPTOMER – INKLUSIVE FORSLAG TIL GENKENDELSE AF SEROTONINSEPONERINGSSYNDROM

Flere forfattere har forsøgt at kategorisere det store antal beskrevne symptomer i rationelle og overskuelige grupper. The Discontinuation Emergent Signs and Symptoms checklist på 43 punkter er brugt i flere studier og demonstrerer, hvor mange symptomer der kan ses ved ophør af SSRI [14]. Shelton et al har udarbejdet en alternativ model, hvor de opstillede symptomgrupper omfatter såvel somatiske som psykiske symptomer (Figur 1). Disse grupper optræder ofte samtidigt, og det er almindeligt, at patienter med SSS oplever 1-2 symptomer fra hver gruppe [15]. Det bør erindres, at SSS ofte indeholder enkelte symptomer, der kan ligne kerne- og/eller ledsagesymptomer på depression, men symptomatologien vil overvejende været domineret af de mere somatiske symptomer, f.eks. gastrointestinale gener, neurologiske symptomer etc. Ligeså vil symptomer på egentligt tilbagefald af depression ikke forekomme så hurtigt efter seponering, men typisk efter uger. Det er således muligt at skelne mellem SSS og tilbagefald af depression ud fra både symptomatologien og den tidsmæssige relation for ophøret af behandlingen.

Tidspunktet for debut af SSS efter ophør med behandling afhænger ikke udelukkende af plasmahalveringstiden for SSRI-præparatet, men der er en sammenhæng. Således er der beskrevet symptomer inden for timer fra sidste tablet ved paroxetin og efter dage til uger ved præparater med længere halveringstid [4, 11, 12, 14]. Som tommelfingerregel bør man få mistanke om SSS ved de karakteristiske symptomer inden for få dage efter seponering. SSS vil overvejende opstå efter abrupt ophør med behandling [14], men en for hastig nedtrapning kan også udløse tilstanden [7], og i publikationer er der berettet om symptomer ved skift fra SSRI-behandling med kort halveringstid til andre typer antidepressiva eller mellem doseringer af SSRI med kort halveringstid [10].

Man har ikke kunnet påvise forskelle i symptomer mellem patienter, som behandles for forskellige tilstande (major depressive disorder, social anxiety disorder og generalized anxiety disorder), og der er ej heller påvist flere eller sværere symptomer hos patienter, som er i langvarig behandling. Dog ses forskellig frekvens af de mulige symptomer ved forskelige typer SSRI, og der henvises til udmærkede opgørelser for detaljer [6, 16]. Ved gennemgang af litteraturen er der derfor ikke fundet belæg for en generel SSRI-klasseeffekt. Om end symptomer på SSS kan være ubehagelige, vil de oftest være selvlimiterende i løbet af 1-2 uger [5], og der er ikke rapporteret om blivende deficit eller men.

SEPONERINGSSYMPTOMER HOS NYFØDTE

Der er hos børn, som har været eksponeret for SSRI in utero, beskrevet seponeringssymptomer, men man ved ikke, om symptomerne skyldes seponering af medicinen i forbindelse med fødslen eller egentlig toksicitet af denne [17]. I en svensk undersøgelse af indberetninger til en WHO-database blev der beskrevet 74 nyfødte, som var blevet eksponeret for SSRI in utero, og udvikling af formodet SSS [18]. Man fandt, at paroxetin var årsag til to tredjedele af de rapporterede tilfælde. Den nyfødte kan frembyde slaphed, irritabilitet, abnorm gråd, tremor, respirationsbesvær og kramper [19]. Symptomerne, der ikke minder om dem, der ses hos voksne, er selvlimiterende, og der er ikke beskrevet dødsfald. De kræver ingen behandling, og når barnet bør observeres, er det primært for at udelukke andre udløsende årsager. Det har været foreslået at seponere SSRI i en måned før fødslen, men pga. risikoen for recidiv hos moderen er dette oftest ikke praktisk muligt [20] og anbefales ikke. Det er vigtigt, at man på obstetriske afdelinger er opmærksom på symptomerne og håndteringen heraf,

ligesom grundig information til gravide er vigtig.

ER SEROTONINSEPONERINGSSYNDROMET

ET ABSTINENSSYMPTOM?

I dagspressen er SSS blevet sammenlignet med abstinenssymptomer efter f.eks. benzodiazepiner (BZ), og symptomerne kan da også minde om hinanden [21]. Imidlertid er der også væsentlige forskelle bl.a. mht. sværhedsgrad og graden af farlighed. Vigtigst er, at patienter, der er i behandling med SSRI ikke udviser craving. Ydermere kan abstinenssymptomer efter BZ omfatte grand mal-anfald, og delirøse psykoser samt være dødelige, hvilket ikke er beskrevet efter SSRI-seponering. BZ-abstinenser involverer hjernens gammaaminosmørsyresystem, mens SSS hovedsageligt skyldes serotoninsystemet. Endelig er der væsentlige forskelle på manifestationer i forbruget af de to stofgrupper. BZ er eftertragtede i misbrugsmiljøet og medfører ofte craving og toleransudvikling. Det er således ikke usædvanligt, at patienten må indtage stigende doser for at opnå samme effekt, hvilket ikke er beskrevet for SSRI. Af de nævnte grunde forekommer det rationelt at skelne mellem SSS og abstinenssymptomer efter BZ og f.eks. morfika [15]. Dette understøttes af dyreeksperimentelle modeller [11] og er ikke kun et akademisk spørgsmål, men gør naturligt nok en meget stor forskel for patienterne. En oversigt over ligheder og forskelle er vist i Tabel 1.

PATOFYSIOLOGI VED

SEROTONINSEPONERINGSSYNDROM

Behandling med SSRI øger koncentrationen af serotonin i de synaptiske kløfter i centralnervesystemet ved en blokering af serotonintransportører (SERT). Dette resulterer efter nogle ugers behandling i en kompensatorisk nedregulering af de postsynaptiske seronotoninreceptorer for at genoprette ligevægt i kløfterne, hvor nettoresultatet dog fortsat vil være en øget serotonerg synaptisk transmission. Ved (brat) ophør med SSRI vil SERT genoptage serotonin hurtigere fra synapsekløfter end de postsynaptiske receptorer kan reaktiveres fra deres hypoaktive tilstand. Nettoresultatet vil være en generel hyposerotonerg tilstand indtil de postsynaptiske receptorer er reaktiverede eller nysyntetiserede, hvilket varer dage til få uger – i overensstemmelse med varigheden af SSS [4]. Denne »hyposerotonerge« tilstand har været mistænkt for at påvirke funktionen af andre neurotransmittersystemer og derved medføre det brogede symptombillede, som er beskrevet ved SSS [12]. I tråd hermed er det for nyligt påvist, at de forskellige SSRI påvirker flere forskellige mekanismer end udelukkende hæmningen af SERT, og den i Figur 2 stiliserede mekanisme er formentligt en forenklet model, om end den er brugbar som støtte til forklaringen [11].

FOREBYGGELSE OG HÅNDTERING AF

SEROTONINSEPONERINGSSYNDROM

Selv om ikke alle brugere af SSRI oplever symptomer på SSS ved seponering, er det vigtigste naturligvis at forebygge udvikling af SSS ved grundig information af patienten og gradvis aftrapning af behandlingen. Endvidere er det værd at huske, at nogle af de symptomer, som patienter rapporterer som værende bivirkninger af SSRI, kan være ophørssymptomer pga. dårlig komplians og/eller behandlingsophør. Et fuldstændigt behandlingsophør kan skyldes, at patienten er blevet symptomfri (patienten mener, at han/hun ikke har brug for tabletterne længere), og et relativt ophør (manglende komplians) kan skyldes, at patienten glemmer eller undlader at tage tabletterne, f.eks. pga. symptomfrihed eller bivirkninger. Uanset årsag er disse patienter i risiko for at få SSS. Har patienten først fået de beskrevne symptomer, har man tre muligheder [2, 12]: 1) Hvis symptomerne er milde kan man informere om deres godartede natur og afvente, at de forsvinder af sig selv. 2) Hvis symptomerne er svære eller vedvarende, kan man genoptage den sidste dosis af SSRI, som ikke medførte symptomer for patienten, og derefter trappe endnu langsommere ned derfra. 3) Endelig er der mulighed for at behandle med fluoxetin i to uger og derefter seponere brat. På grund af dette stofs meget lange halveringstid er problemer med SSS usandsynlige.

Det er meget vigtigt for patienten, at klinikeren korrekt kan skelne mellem SSS og recidiv af depression eller angsttilstand. Som nævnt vil recidiv af depressionen typisk indfinde sig langt senere end SSS. Desuden vil tankeindholdet være præget af det forsænkede stemningsleje og selvbebrejdelser. Derimod kan det være svært at skelne mellem recidiv af angst og SSS, og ofte vil man formentligt se en blanding af de to. Dette skyldes, at patienter med f.eks. panikangst konstant monitorerer deres kropslige signaler (harmløse ekstrasystoler, let svimmelhed etc.), hvilket medfører øget arousal og bekymring for, at et angstanfald er undervejs, hvilket igen øger sandsynligheden for rent faktisk at få et angstanfald. I et forsøg, hvor patienter med angst blev symptomfrie på placebo, oplevede 14% således »SSS-symptomer« efter seponering af placebobehandlingen [16]. Hos patienter, der har angst, er meget langsom udtrapning af SSRI og psykologisk støtte undervejs derfor særlig vigtig.

KONKLUSION

Mange patienter behandles med SSRI-præparater for depression og andre affektive lidelser, hvilket et omfattende forbrug på landsplan vidner om. En grundig information om både bivirkninger, varighed af behandling før ventet effekt, vigtigheden af komplians og undgåelse af pludseligt behandlingsophør er nødvendig for at opnå det behandler-patient-samspil, der kræves, for at behandlingsforløbet bliver en succes. Kendskab til tilstanden er derfor vigtig hos både læge og patient, således at begge parter kan imødegå og reagere på symptomer, og patienten herved kan spares for ubehagelige symptomer, unødige undersøgelser og uhensigtsmæssige behandlingstiltag, samtidig med at sundhedssektoren spares for en økonomisk belastning.

Korrespondance: Lotte Amalie Kai Lykkegaard, Jægerspris Lægecenter, Parkvej 3A, 3630 Jægerspris. E-mail: lotteakn@hotmail.com

Antaget: 14. november 2013

Publiceret på Ugeskriftet.dk: 27. januar 2014

Interessekonflikter: