Skip to main content

Simpelt tiltag for at øge medicinsk komplians ved statinbehandling

Manglende medicinsk komplians ved behandling med statiner er en betydelig barriere. Et nyt studie har undersøgt, om et simpelt redskab kan ændre på det.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

22. sep. 2026
1 min.

Behandling med statiner er en hjørnesten i forebyggelsen af kardiovaskulær sygdom. Men medicinsk komplians kan være en stor barriere, og et studie har derfor undersøgt, om en simpel digital påmindelse kan øge den medicinske komplians hos patienter med kendt hjerte-kar-sygdom.

Professor emeritus, Mogens Lytken Larsen, Aalborg Universitet, kommenterer: »Det er vanskeligt at overføre resultaterne fra de amerikanske sundheds- og forsikringsforhold, men det randomiserede studie viste, at en aktiv indsats i form af henvendelser med sms-beskeder eller e-mail til patienter, der var nonkompliante – manglende receptindløsning – medførte et beskedent, men signifikant større antal patienter, der indløste deres recepter inden for de næste to uger. Om erfaringerne kan overføres til en dansk model er uvist, men en udbygning af sundhedsportalen MinSundhed, hvor man gør opmærksom på manglende receptindløsning og eventuelle kompliansproblemer, er en overvejelse værd. Metoden virker jo i andre sammenhænge. Personligt har jeg stor glæde af bibliotekets ordning med sms-besked og e-mail, når det er tiden af få afleveret de lånte bøger!«.

Interessekonflikter ingen