Skip to main content

At skifte hoften eller ikke: det er spørgsmålet

Total hoftealloplastik anbefales til patienter med svær osteoartrose og smerte. Et dansk studie har sammenlignet korttidsresultater fra samme mod et træningsregime.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadl.dk

28. nov. 2024
2 min.

Osteoartrose er en smertefuld sygdom i vækst. Total hoftealloplastik (THA) anbefales generelt til de svære tilfælde, men der er stadigvæk brug for sammenligning af denne type kirurgi mod f.eks. specifik træning. Et stort anlagt dansk studie kommer med svar i den sammenhæng.

Professor, overlæge Anders Troelsen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Hvidovre Hospital, kommenterer: »I studiet randomiseredes i alt 109 patienter, 53 vs. 56, hvor der var fundet indikation for THA. I en intention-to-treat-analyse sammenlignedes grupperne i forhold til den gennemsnitlige stigning i Oxford Hip Score fra baseline til seks måneder efter interventionen. Der blev fundet en forskel på 11,4 point (95% konfidensinterval: 8,9-14,0 point ) i THA’s favør. Studiet er et flot eksempel på et nationalt multicenterstudie og på, hvad vores afdelinger samt akademiske drivkræfter kan opnå i fællesskab. Den fundne forskel er klinisk betydende, og det er næppe en overraskelse for nogen, at THA er væsentlig mere effektiv end træning. Vellykket THA er kendt som en af de mest effektive behandlinger i medicinens og kirurgiens historie. Træning til osteoartrose i hofte- og knæled er veletablerede førsterækkebehandlinger. Træning fungerer således som en behandling til patienter, hvor kirurgi endnu ikke er indiceret, og som af forskellige grunde ikke ønsker eller er egnede til alloplastik, selv om de har svær grad af osteoartrose. Studiet finder i øvrigt, at 21% af patienterne i træningsgruppen krydser over og opereres med THA i løbet af followup, 9% i THA gruppen opereres ikke, og i løbet af de første to år er der en ud af fire patienter i træningsgruppen, der ikke er krydset over til operation. Der er 8% af patienterne i THA-gruppen, der må reopereres eller revideres, hvilket minder os om alvoren ved kirurgi. Uagtet at succesfuld THA er uhyre effektiv på rette indikation, taler ovenstående sekundære fund for en tilgang til behandlingen, hvor træning og kirurgi udgør et kontinuum og ikke bliver til et spørgsmål om enten-eller. Det giver mening at kunne tilbyde et alternativ til operation, og omvendt må træning ikke blive en unødig hindring for en effektiv operation«. 

Interessekonflikter ingen