Skip to main content

Skin conditions in organ recipients

Afdelingslæge Henrik F. Lorentzen E-mail: lorentzen@dadlnet.dk

27. feb. 2006
2 min.

SCOR er et akronym for skin conditions (cancers) in organ recipients . Mødet blev holdt i Royal College of Medicine's fantastiske lokaler i et allerede julepyntet London.

Mødet indledtes med en gennemgang af transplantationens historiske udvikling af professor, sir Peter Morris .

Morelon (Lyon) gennemgik de nyere immunosuppressiva. Et problem, vi oplever som massivt på landets hudafdelinger og i speciallægepraksis, er den næsten eksplosive fremkomst af hudkræft (specielt pladecellekræft og forstadier hertil) hos transplanterede i immunosuppressiv behandling med ciclosporin, azathioprin/mycophenolat-mefetil og prednisolon. Rapamycin kan erstatte ciclosporin. Stoffet er opkaldt efter det sted, hvor mikroorganismen, der producerer det naturligt, først blev fundet: Rapa Nui (Påskeøerne). Rapamune har en anden virkningsmekanisme end ciclosporin, idet det blokerer mammalian target of rapamycin (m-TOR)-reaktionsvejen og har både in vitro- og in vivo-antineoplastisk effekt såvel ved inhibition af primær som metastatisk tumorvækst.

Stockflet (Berlin) omtalte imiquimodbehandling af aktiniske keratoser og mb. Bowen (planocellulært karcinom in situ) samt basalcellekræft hos organtransplanterede. Vi har i Danmark været tilbageholdende med at anvende imiquimod hos transplantationspatienter pga. af den teoretiske risiko for afstødning af det transplanterede organ. Stockflet har gennemført et stort klinisk studie (forventes publiceret i The Lancet i denne vinter) med imiquimodbehandling af nyretransplanterede, hos hvem der ikke er blevet observeret øget risiko for organafstødning.

Benton (Edinburgh) gennemgik humant papillomvirus (HPV)-infektioner hos organtransplanterede, og det er velkendt, at visse HPV-typer er onkogene, herunder visse HPV-typer, der forårsager condyloma accuminatum. Sammenlignet med ikketransplanterede kvinder havde nyretransplanterede kvinder en fem gange øget forekomst af de onkogene HPV-infektioner (16/18) og en 18-20 gange øget forekomst af histologiske forandringer ved cervikalhistologi. Dette forekom hos halvdelen af de nyretransplanterede kvinder, og halvdelen af disse havde cervikal intraepitelial neoplasi (CIN) 2- eller CIN 3-forandringer. Take home message er, at dermatologer, plastikkirurger, praktiserende læger og andre med ansvar for organtransplanterede patienter, der har hudforandringer, bør lave smear -undersøgelse hver sjette måned eller henvise patienterne til gynækologisk vurdering.

På mødet blev profylaktisk acitretinbehandling af organtransplanterede patienter omtalt. Nogle få succeshistorier blev omtalt, men de større studier, der findes i litteraturen, er nok mindre overbevisende [1].


Referencer

  1. Chen K, Craig JC, Shumack S. Oral retinoids for the prevention of skin cancers in solid organ transplant recipients: a systematic review of randomized controlled trials. Br J Dermatol 2005;152:518-23.