Skip to main content

Smerte ved fotodynamisk terapi - mekanismer og smertereducerende teknikker

Læge Stine Regin Wiegell: Adresse: Dermatologisk Afdeling D92, Bispebjerg Hospital, Bispebjerg Bakke 23, DK-2400 København NV. E-mail: SRW01@bbh.regionh.dk Forsvaret fandt sted den 28. november 2008. Bedømmere: Gregor Jemec, Ann-Marie Wennberg, Sverige og Trond Warløe, Norge. Vejleder: Christian Wulf.

12. dec. 2008
2 min.



Denne ph.d.-afhandling er udført på Dermatologisk Afdeling, Bispebjerg Hospital. Smerter under belysningen er den eneste akutte alvorlige bivirkning ved fotodynamisk terapi (PDT), som ellers er en meget attraktiv behandling af almindelig hudkræft og andre hudsygdomme. Formålet med denne afhandling var at studere smerte i forbindelse med PDT og dokumentere metoder, der kunne reducere denne smerte.

Det første studie (artikel I) var en dobbeltblindet, randomiseret undersøgelse, hvor smerten i normal tape-strippet hud blev sammenlignet under behandling med ALA-PDT og under behandling med MAL-PDT. Studiet viste, at MAL-PDT var mindre smertefuld end ALA-PDT, når man behandlede normal hud hos 20 raske forsøgspersoner. Idet MAL inducerede mindre PpIX-fluorescens og resulterede i færre bivirkninger efter behandlingen end ALA, udførte vi endnu et dobbeltblindet randomiseret studie (artikel II), men denne gang på syg hud. Femten patienter med acne vulgaris blev behandlet med ALA-PDT i den ene side af ansigtet og med MAL-PDT i den anden side. MAL-PDT og ALA-PDT var lige smertefulde under belysningen, når vi behandlede aknepatienterne, men ALA-PDT resulterede i mere alvorlige og langvarige bivirkninger efter behandlingen end MAL-PDT.

I artikel III undersøgte vi sammenhængen mellem smerten under belysningen og PpIX-fluorescens. Vi behandlede 26 patienter med aktiniske keratoser (AK) og 34 aknepatienter med MAL-PDT. Vi fandt, at smerte under PDT var korreleret til mængden af PpIX-fluorescens i behandlingsområdet før belysningen. Anden behandling var mindre smertefuld en første behandling, og PDT-behandling af AK på ekstremiteterne var mindre smertefuld end behandling af AK i ansigtet eller på skalpen. Denne reduktion i smerten var korreleret til en lavere PpIX-fluorescens.

Adskillige interventioner er blevet afprøvet i et forsøg på at reducere smerten under PDT. I artikel III undersøgte vi, hvordan lysintensiteten påvirkede den PDT-inducerede smerte, og i artikel IV undersøgte vi den smertelindrende effekt af køling og pauser under belysningen. Ved halvering af lysintensiteten fra 68 mW/cm2 til 34 mW/cm2 kunne vi reducere smerten under PDT-behandlingen af patienter med acne vulgaris i ansigtet. Køling under belysning gav kun en mindre reduktion af smerten ved PDT-behandling af 24 patienter med AK. Til gengæld medførte tre minutters pause halvvejs i belysningen en betydelig reduktion i smerten.

Det er meget vigtigt at finde en bedre smertelindring til patienter, der behandles med PDT. Dagslysmedieret PDT kunne være en effektiv og nem måde at løse problemet med PDT-induceret smerte på.