Skip to main content

Soleksponering associeret med lavere dødelighed

I dette observationelle studie fandt man, at kvinder som aktivt vælger soleksponering havde en lavere risiko for død af alle årsager primært drevet af en lavere risiko for kardiovaskulære sygdomme og andre ikke cancerrelaterede sygdomme.

Redigeret af Kreesten Meldgaard Madsen, kreesten@dadlnet.dk

4. apr. 2016
2 min.

I dette observationelle studie fandt man, at kvinder som aktivt vælger soleksponering havde en lavere risiko for død af alle årsager primært drevet af en lavere risiko for kardiovaskulære sygdomme og andre ikke cancerrelaterede sygdomme.

Udgangspunktet for undersøgelsen var the Melanoma in Southern Sweden cohort, som er en kohorte af svenske kvinder, som var i alderen 25-64 ved inklusionen, og som prospektivt er blevet fulgt i 20 år. Der indgik i alt 29.518 kvinder, som blev rekrutteret i perioden 1990-1992. Ved baseline indsamledes detaljeret information om soleksponeringsvaner og potentielle konfoundere. Med den mest soleksponerede gruppe som reference var den forventede restlevetid blandt personer, som undgik soleksponering, reduceret med 0,6-2,1 år afhængigt at alder og rygestatus. De fandt ved stratificering for rygning, at ikkerygere, som undgik soleksponering, havde en gennemsnitlig restlevetid på niveau med rygere i den mest soleksponerede gruppe. I competing risks-analyserne fandt de konsekvent en dosisafhængig sammenhæng mellem soleksponering og risikoen for kardiovaskulær død og andre ikkecancerrelaterede sygdomme. Højere soleksponering var associeret med lavere risiko for kardiovaskulær død og lavere risiko for død af andre ikkecancerrelaterede sygdomme. Som konsekvens af dette var der relativt et større bidrag til mortaliteten fra gruppen af personer med en cancerdiagnose.

Overlæge, forskningschef på Kræftens Bekæmpelse Jørgen Helge Olsen kommenterer: »Jeg hæfter mig ved to væsentlige svagheder ved undersøgelsen: 1) Det er absolut tænkeligt, at personer med en reduceret sundhedstilstand og øget dødelighed (på grund af kroniske sygdomme) er overrepræsenteret blandt de deltagere, som rapporterer om lav soleksponering. Forfatterne forsøger at justere for dette, men gør det ufuldstændigt pga. manglende relevante oplysninger. 2) Studiet viser ingen sammenhæng mellem graden af soleksponering og risiko for malignt melanom. Det er i modstrid med veletableret viden og sætter spørgsmålstegn ved pålideligheden af soleksponeringsdata. Det er derfor usikkert, om fundet af en øget dødelighed ved reduceret soleksponering repræsenterer en sand årsagssammenhæng«.

Lindqvist PG, Epstein E, Nielsen K et al. Avoidance of sun exposure as a risk factor for major causes of death: a competing risk analysis of the Melanoma in Southern Sweden cohort. J Intern Med 16. mar 2016 (e-pub ahead of print).

Interessekonflikt: Jørgen Helge Olsen er ansat på Kræftens Bekæmpelse.