Skip to main content

Søvnvanskeligheder hos børn med ADHD

Læge Allan Hvolby: Forf.s adresse: Havbakken 152, DK-6710 Esbjerg V. E-mail: hvolby@dlgmail.dk Forsvaret finder sted den 3. marts 2008, kl. 13.00, Syddansk Universitet, Niels Bohrsvej 9-10, Esbjerg. Bedømmere: Professor Per Hove Thomsen, professor Steffen Husby og Hans Smedje. Vejledere: Professor Niels Bilenberg og Jan Jørgensen.

22. feb. 2008
3 min.

Projektet er gennemført i samarbejde mellem Børne- og Ungdomspsykiatrien, Psykiatricenter Vest, Esbjerg, og Det børnepsykiatriske Hus, Odense Universitetshospital, og arbejdet udgår fra Børne- og Ungdomspsykiatrien, Psykiatricenter Vest, i samarbejde med Det Børnepsykiatriske Hus, Odense Universitetshospital.

Formålet med studiet er at beskrive søvnen hos 6-11-årige børn med ADHD vha. objektiv søvnmåling og spørgeskema samt sammenligne disse med forældrenes vurdering af søvnen.

I studiet indgår 109 børn (gennemsnitsalder 8 år 5 mdr.) henvist til børnepsykiatrisk afdeling; 45 indgår i ADHD-gruppen og 64 i en psykiatrisk kontrolgruppe.

I alt 214 børn i alderen 6-11 år inkluderes i en rask kontrolgruppe, hvoraf 97 indgår i studiets objektive søvnmåling.

Til vurdering af søvnen anvendes en håndledsbåren aktivitetsmonitor, som skelner mellem søvn og vågen tilstand. Forældrene udfylder en søvndagbog samt besvarer et spørgeskema om søvn og adfærd.

Børn med ADHD bruger længere tid på at falde i søvn og har en mere ujævn døgn til døgn-variation. 31% af børnene bruger i gennemsnit mere end 30 minutter på at falde i søvn mod hhv. 9% og 7% i kontrolgrupperne. Den samlede andel af nætter med mere end 30 minutters indsovningstid er ligeledes signifikant højere i ADHD-gruppen. Samtidig findes søvnen i den psykiatriske kontrolgruppe dårligere end hos de raske børn. I spørgeskemabesvarelsen scores søvnen på alle item dårligere i ADHD-gruppen. Adfærdsforstyrrelse bidrager ikke yderligere til søvnforstyrrelse hverken som komorbiditet til ADHD eller som hoveddiagnose. Der er diskrepans mellem de objektive søvnmål og forældrenes vurdering. Størst forskel er der i ADHD-gruppen, men i alle tre grupper overvurderer forældrene bl.a. længden af indsovningstiden.

Studiet viser i lighed med andre, at børn med ADHD har flere problemer med søvnen end andre børn. De har sværere ved at falde i søvn, har en kortere effektiv søvntid og ikke mindst en mere ujævn og uforudsigelig søvnrytme. Samtidig synes de at have flere problemer, der ikke er direkte relaterede til sengetid (f.eks. mareridt, angst for at falde i søvn i mørke mv.). Fundene tyder på, at en undergruppe af børn med ADHD har reelle søvnvanskeligheder i form af besvær med at falde i søvn, stor døgn til døgn-variation og flere subjektivt oplevede søvnproblemer.

Der er fundet diskrepans mellem de af forældrene oplevede søvnforstyrrelser hos barnet og de målbare søvnproblemer, med en tendens til at forældrene vurderer søvnproblemerne større, end objektiv søvnregistrering indikerer.

Søvnproblemer kan dog, på trods af at fundene ikke nødvendigvis kan verificeres objektivt, have betydning for barnets søvnkvalitet og dermed for funktionsniveauet i dagtiden.

Det vil derfor være rimeligt som kliniker at interessere sig for disse søvnvanskeligheder, når vi præsenteres derfor.