Skip to main content

Sparsom evidens for effekt og sikkerhed af nyere knæ- og hofteproteser

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

29. dec. 2014
2 min.

Både klinisk, videnskabeligt, politisk og mediemæssigt har der været stor fokus på hofteproteser, som viste sig at medføre komplikationer og behov for reoperation. Med udgangspunkt i fem nyere protesetyper, tre til total hoftealloplastik (THA) og to til total knæalloplastik (TKA), ønskede forfatterne til denne oversigtsartikel at undersøge, i hvilken grad der forelå evidens for effekt og sikkerhed, inden disse protesetyper blev taget i anvendelse.

I analysen indgik 118 studier, som sammenlignede en af de fem protesetyper med en tilsvarende veletableret og gennemprøvet protesetype hos patienter med alloplastikkrævende osteoartrose. For hver af de fem protesetyper fandtes 4-56 studier af varierende kvalitet. Kun for en enkelt protesetype anvendt til TKA var der udført randomiserede studier, syv i alt. En metaanalyse viste, at ingen af de fem protesetyper forbedrede funktionelle eller patientrapporterede udfald. Registerstudier, som samlet set bidrog med komparative data for over 1.200.000 indsatte proteser med en opfølgningstid på 2-12 år, viste, at holdbarheden af de nyere protesetyper ikke var bedre end for de tilsvarende ældre protesetyper. Man fandt endda, at der for enkelte af de nyere protesetyper var en signifikant øget risiko for revision.

Ledende overlæge Claus Munk Jensen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Gentofte Hospital, kommenterer: »Denne oversigtsartikel understreger vigtigheden af en kritisk holdning til introduktion af nye implantater inden for hofte- og knæalloplastik samt vigtigheden af en stepwise introduktion. Den støtter Sund-hedsstyrelsens vejledning om nye implantater og Dansk Ortopædisk Selskabs politik for ibrugtagning af nye behandlinger, der kræver dokumentation for forbedrede funktionelle udfald inden generel implementering«.

Nieuwenhuijse MJ, Nelissen RG, Schoones JW et al. Appraisal of evidence base for introduction of new implants in hip and knee replacement: a systematic review of five widely used device technologies. BMJ 2014;349:g5133.

Interessekonflikter: ingen.