Specifik diagnostik af akut myokardieinfarkt
Troponinmåling indgår i den initiale udredning for muligt akut myokardieinfarkt. Der forekommer dog en del »støj« i den lave ende af måleskalaen, hvor en mere specifik analyse vil gavne.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Akut myokardieinfarkt ses ofte i akutmodtagelser. Mange andre tilstande kan klinisk ligne et infarkt, hvorfor troponinmåling anvendes til at udelukke eller stille en diagnose. Men nutidens analyser er ikke superspecifikke i det lave område; det forsøger en ny metode rettet mod intakt troponin at optimere.
Læge, ph.d. Rasmus Hasselbalch, Hjertecentret, Rigshospitalet, kommenterer: »Koncentrationen af troponin T i blodet kan stige med en række komorbiditeter. Denne stigning kan overstige grænseværdien og skyldes små fragmenter af proteinet, som måles på lige fod med troponin udskilt ved myokardieinfarkt. Derfor har en gruppe i Finland udarbejdet en ny målemetode, som kun måler længere fragmenter af troponin T. Sammenholdt med den almindelige troponinmåling skal de kunne skelne imellem akut eller kronisk udskillelse af troponin T og dermed øge specificiteten for myokardieinfarkt. I dette studie har de målt lang troponin T på 1.800 akutte patienter med forhøjet koncentration af troponin T målt med den normale målemetode. På trods af denne selektion havde kun 11% af patienterne myokardieinfarkt. Lang troponin T var bedre til at identificere patienter med infarkt end almindelig troponinmåling, og begge målinger sammen forbedrede vurderingen. Studiet inkluderede kun en måling for hver patient, hvorfor de ikke kunne undersøge dynamiske ændringer, som ellers er afgørende i den daglige diagnostik. Samtidig var det kun patienter med forhøjet troponin T, der blev inkluderet. Så på trods af de lovende resultater er der meget, vi ikke ved om brugen af lang troponin T i klinikken endnu«.
Teppo K, Airaksinen KEJ, Vasankari T et al. Long forms of cardiac troponin T for myocardial infarction diagnosis: the SuperTROPO study. Eur Heart J. 2026;47(4):490-499. https://doi.org/10.1093/eurheartj/ehaf975
Interessekonflikter ingen