Skip to main content

Spredning af eksotiske virus

Dansk Virologisk Selskab.

2. jun. 2014
3 min.

Der opdages hele tiden nye virus og stadig flere udbrud. Årsagen er, at mange virus spreder sig fra dyr til mennesker i takt med en øget forekomst af vektorer og værter i naturen, klimatiske svingninger, tiltagende befolkningstæthed og en øget globalisering med flere rejser.

I Danmark og Skandinavien breder den flåtoverførte tick-borne encephalitis-virus sig således sydover fra Sverige, så virus nu har etableret sig endemisk i Tokkekøb Hegn i Nordsjælland [1].

Sydeuropa synes mere og mere tropisk, og for andet år i træk er der lokal transmission af denguefeber i Sydfrankrig ligesom for malaria i Grækenland. Faktisk er dengue og chikungunya nu de hyppigste myggeoverførte virus i Sydeuropa, hvor myggevektoren har etableret sig. De giver influenzalignende infektioner, selvom denguevirus med sine nu fem serotyper er mere associeret med blødningsfeber og chikungunya med ledsymptomer.

I Frankrig, Portugal, Ungarn, Østrig, Italien og Grækenland er der hvert år større og større udbrud af West Nile virus (WNV)-smitte fra myg, nu også med en ny mere patogen »type 2«-WNV. I Danmark er WNV-antistoffer nu påvist i trækfugle [2], men smitte til mennesker er endnu ikke set.

Silkeborg havde i 2013 et udbrud af mæslinger, og i Danmark registreredes det højeste antal fåresygetilfælde siden 1994 og ses nu hyppigere hos personer > 20 år end hos børn. Poliovirus, der giver børnelammelse, er endemisk i Afghanistan, Pakistan og Nigeria og var nær ved udryddelse ved vaccinationskampagner. Men i 2013 kom polioudbrud i Syrien med spredning i Afrika og til Israel, og man frygter spredning med flygtninge til Danmark. Disse trusler understreger vigtigheden af at følge det danske børnevaccinationsprogram.

Influenzavirus ændres konstant og resulterer i epidemier og nye pandemier. I 2012/2013-sæsonen cirkulerede en ny variant af H3N2, så den årlige influenzavaccine desværre ikke dækkede den.

En canadisk turist besøgte Beijing i Kina i december 2013, og selvom han ikke havde kontakt til fugle eller syge, udviklede han influenza i flyet hjem og døde af H5N1. H5N1-infektioner er registreret hos flere canadiske og amerikanske turister fra Kina, så man frygter en spredning uden for Kina. En anden H7N9-influenzavirus i Kina har nu smittet 177, heraf er 52 døde. Det har ført til, at der i 2013 er startet et EU-finansieret forskningssamarbejde med dansk deltagelse om udvikling af nye universelle influenzavacciner [3].

2013 bød også på helt nye virus. WHO og beredskabslaboratorierne på Statens Serum Institut reagerede straks på en ny Middle East respiratory syndrome (MERS)-coronavirus, der blev observeret i september 2012 og igen i 2013 på Den Arabiske Halvø med 177 infektioner, hvoraf 74 er døde. Dette topuklede udbrud stammer fra kameler [4].

Det mest overraskende i 2013 er opdagelsen af kæmpevirus i Chile og Australien. ”Pandoravirus genus” er foreslået som navn for at angive manglende lighed med kendte mikroorganismer og de overraskelser, som de vil bringe [5]. Virus er normalt meget mindre end bakterier, men disse virus overgår bakterier i størrelse og genmateriale, som ikke er beslægtet med noget kendt. For at komplicere virusbegrebet yderligere fandt man nye virus, der lever inde i disse virus.

Virus bliver ved at overraske.

KORRESPONDANCE: Anders Fomsgaard, Afdeling for Mikrobiologisk Diagnostik & Virologi, Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S. E-mail: afo@ssi.dk

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatterens ICMUE-formular er tilgængelig sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

Referencer

LITTERATUR

  1. Fomsgaard A, Fertner ME, Essbauer S et al. Tick-borne encephalitis virus, Zealand, Denmark, 2011. Emerg Infect Dis 2013;19:1171-3.

  2. Polacek C, Bøtner A, Hauda A et al. Antistoffer imod West Nile Virus fundet i trækfugle i Danmark i 2011. Dansk Veterinærtidsskrift 2012;6:35.

  3. www.UNISEC.consortium.eu.

  4. Ferguson NM, van Kerkhove MD. Identification of MERS-CoV in dromedary camels. Lancet Inf Dis 2013 Dec 16 (epub ahead of print).

  5. Philippa N, Legendre M, Doutre G et al. Pandoraviruses: amoeba viruses with genomes up to 2.5 Mb reaching that of parasitic eukaryotes. Science 2013;341:281-6.