Stråledosis og kardiologisk udredning for koronarsygdom
Nutidens udredning for koronarsygdom inkluderer billedmodaliteter, der inkluderer ioniserende stråling. Et nyt studie har undersøgt strålebelastningen ved kardiologiske udredninger.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Hjerte-kar-sygdom er fortsat en af de store sygdomme. Udredning for koronarsygdom er i dag baseret på billeddiagnostik, der inkluderer radioaktivitet. Der er derfor et løbende behov for at sikre mindst mulig udsættelse for ioniserende stråling for den enkelte patient.
Professor, overlæge Niels Peter Rønnow Sand, Syddansk Universitetshospital, Esbjerg, kommenterer: »I et nyligt publiceret studie i JAMA af Einstein et al. præsenteres en global oversigt over anvendte stråledoser ved hyppigt benyttede modaliteter til diagnostik af iskæmisk hjertesygdom, omfattende SPECT, PET og hjerte-CT. Tværsnitsstudiet omfatter data fra 19.302 patienter indsamlet på 101 centre på tværs af flere verdensdele. Den gennemsnitlige stråledosis er generelt lavere i Vesteuropa sammenlignet med øvrige regioner. Samtidig observeres for sammenlignelige lande betydelig variation mellem de enkelte undersøgelsestyper. I Vesteuropa findes ingen signifikant forskel i estimeret effektiv dosis mellem SPECT og hjerte-CT. Forfatterne tilskriver variationerne forskelle i skannerteknologi, anvendte radiofarmaka, protokoller samt implementeringsgrad af best practice-retningslinjer. De konkluderer, at der er et betydeligt potentiale for yderligere dosisreduktion gennem målrettet efteruddannelse, teknologisk opgradering og optimering af skanningsparametre og -protokoller. Det skønnes afgørende, at dosis for den enkelte modalitet optimeres til det lavest mulige niveau, der fortsat sikrer diagnostisk validitet. I denne kontekst kunne en analyse af den kumulative stråledosis for det samlede diagnostiske udredningsforløb være værdifuld. En selektivt højere dosis ved den initiale test kan potentielt øge den diagnostiske sikkerhed, reducere behovet for supplerende undersøgelser og dermed samlet set medføre en lavere total stråleeksponering. Tillige bør det bemærkes, at de rapporterede estimerede stråledoser fra hjerte-CT-centre i Vesteuropa er væsentlig højere end de niveauer, der fremgår af Dansk Hjerteregisters årsrapporter. Denne forskel kan i vid udstrækning forklares ved anvendelsen af en højere konversionsfaktor, som i nærværende studie er næsten fordoblet i forhold til tidligere anvendte værdier«.
Einstein AJ, Williams MC, B, Weir-McCall JR, et al. Worldwide radiation dose in coronary artery disease diagnostic imaging. JAMA. (online 25 feb. 2026). https://doi.org/10.1001/jama.2026.0703
Interessekonflikter ingen