Skip to main content

On the structural origin of refractive instability and corneal haze after excimer laser keratectomy for myopia

Torben Møller-Pedersen: Forf.s adresse: Nordre Strandvej 62, 8240 Risskov. E-mail: tmp@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 4. april 2003, kl. 1400, Auditorium 424, Anatomisk Institut, Aarhus Universitet. Opponenter: Per Fagerholm, Sverige , Hans Oxlund og Jesper Ø. Hjortdal .

1. nov. 2005
2 min.

Doktordisputatsen består af syv publicerede artikler og en sammenfattende oversigt. Artiklerne omhandler hornhindens biologiske respons på en excimer-laser-operation for nærsynethed og er baseret på kliniske og dyre-eksperimentelle studier udført ved Department of Ophthalmology, University of Texas, Southwestern Medical Center, Dallas, USA, og Øjenafdelingen, Aarhus Kommunehospital. Formålet var at identificere de biologiske mekanismer og strukturelle årsager til: 1) det gradvise tab af initial induceret refraktiv effekt (regression) og 2) det delvise tab af hornhindens optiske klarhed (haze -udvikling) efter photorefraktiv keratektomi (PRK). Sammenfattende viser disputatsarbejdet, at der er en direkte sammenhæng mellem strukturelle ændringer i hornhindens stroma og ændringer i hornhindens optiske klarhed og refraktive stabilitet efter excimer-laser-behandling.

Den væsentligste årsag til refraktions-ændringer efter PRK er dynamiske ændringer i stromaets tykkelse indenfor det laser behandlede område. Regression mod nærsynethed er relateret til revækst af det behandlede stroma, mens et refraktivt skift mod langsynethed er relateret til en central udtynding. Der er en lineær sammenhæng på 10 til 15 mikrometer central stromal revækst per dioptri regression (ved en 6-mm-behandlingszone). Deponering af ny ekstracellulær matrix i det behandlede stroma er dermed den primære sårhelingsmekanisme, hvormed hornhinden delvist genopretter sin tykkelse og krumning efter PRK. Der fremsættes en ny hypotese om, at hornhindens revækst dels kan foregå ved arvævsdannelse (fibrose) og dels ved accelereret fysiologisk vækst (arvævsfri-heling eller regeneration). Betydningen af behandlings-dybden og vækstfaktoren TGF-beta afdækkes.

Den mest betydningsfulde strukturelle komponent for haze -udvikling efter PRK er de stromale bindevævsceller (keratocytter), som optræder i det behandlede område med forøgede cellulære refleksioner fra deres normalt lavreflekterende (usynlige) cytoplasma. Disse celler er i stand til dynamisk at ændre de optiske egenskaber af deres stjerneformede cytoplasmatiske udløbere, relativt til den omgivende ekstracellulære matrix. Hver enkelt af hornhindens ca. 200 lag af keratocytter kan dermed opfattes som et semireflektivt spejl, som kan forøge hornhindens samlede lysrefleksion. Mange faktorer er potentielt associerede med opretholdelse af keratocyttens transparens. Der fremføres en ny hypotese om, at niveauet af opløselige krystallinproteiner i keratocyttens cytoplasma er involveret i regulationen af den cellulære transparens og dermed i haze -udvikling.