Styring af behandling ved urinsur gigt
Behandling af urinsur gigt kan styres efter biokemiske mål eller ud fra kliniske symptomer. Et nyt studie har sammenlignet de to strategier.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Urat i blod udgør en hjørnesten i forståelsen af urinsur gigt. Derfor bestemmes der også urat i plasma: alene på Rigshospitalet mere end 30.000 gange om året. Men om behandlingen skal styres efter uratkoncentrationen eller efter kliniske symptomer, er ikke sammenlignet grundigt indtil nu.
Overlæge, lektor Claus Rasmussen, Reumatologisk Afdeling, Regionshospital Nordjylland, kommenterer: »I Danmark er ca. 75.000 personer i behandling med uratsænkende allopurinol, selv om antallet af personer med urinsur gigt er langt højere. Indikationen for uratsænkende behandling har tidligere været og er stadig nogle steder angivet som over to anfald pr. år uanset P-uratniveau. Siden 2016 er der fremkommet flere studier, der understøtter en treat-to-target-strategi med tidlig start på allopurinol og titrering af dosis for at opnå P-urat < 0,36 mmol/l. I det hollandske studie findes overlegen effekt på forekomst af anfald ved at titrere allopurinol til target P-urat < 0,36 mmol/l sammenlignet med treat-to-symptoms-strategi. Den højere dosis allopurinol hos treat-to-target-gruppen (middel 332 mg vs. 197 mg) blev tålt godt uden flere bivirkninger. Studiet supplerer andre nye undersøgelser, der viste, at god P-uratkontrol var forbundet med reduceret risiko for apopleksi og myokardieinfarkt. Det er vigtigt at huske, at urinsur gigt er en livslang aflejringssygdom, og at P-urat < 0,36 mmol/l modvirker aflejring i form af tofi, men bør holdes endnu lavere: < 0,30 mmol/l hos de mange, der allerede har aflejret urat som tofi«.
Moses A, Oude Voshaar MAH, van Geel EH et al. A treat-to-target strategy versus symptom-driven management of gout in the Netherlands (GO TEST Overture): a multicentre, open-label, pragmatic, superiority, randomised controlled trial. Lancet Rheumatol. 2026; 8(5):e336-e345. https://doi.org/10.1016/S2665-9913(26)00034-2
Interessekonflikter ingen