Subtyper af polycystisk ovarie-syndrom
Polycystisk ovarie-syndrom dækker over forskellige fænotyper. Et nyt studie har genereret fire subtyper af syndromet med meget forskellige risikoprofiler.


Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk
Mange sygdomme i dag indeholder formentlig subtyper af sygdommen, hvor risiko og behandling måske ikke bør være ens. Forskere har derfor via dataanalyse opstillet fire forskellige subgrupper inden for polycystisk ovarie-syndrom (PCOS), og de adskiller sig markant fra hinanden.
Professor, overlæge Pernille Ravn, Forskningsenhed for Gynækologi og obstetrik, Syddansk Universitet, kommenterer: »Studiet viser subanalyser på 11.908 kvinder med PCOS fra fem validerede internationale kohorter (Kina, USA, Europa, Brasilien, Singapore). Kvinderne er fulgt i 6,5 år. Studiet finder forskelle i kliniske outcomes alt efter PCOS-fænotype: 1) Kvinder med 1) PCOS og hyperandrogenisme havde højeste incidens af 2. trimester-graviditetstab og dyslipidæmi; 2) kvinder med PCOS og overvægt havde højeste incidens af metaboliske komplikationer, laveste fødselsrater af levende barn og højeste PCOS-remissionsrate; 3) kvinder med PCOS og højt seksualhormonbindende globulin havde bedste reproduktive outcomes og laveste incidens af diabetes og hypertension; 4) kvinder med PCOS og højt luteiniserende hormon og antimüllersk hormon havde højeste risiko for ovarielt hyperstimulationssyndrom (i forbindelse med fertilitetsbehandling) og laveste PCOS-remissionsrate. Med den brede fænotypiske variation i PCOS bidrager studiet til en mulig endnu mere differentieret opfølgning af kvinder med PCOS alt efter fænotypisk variant. Dette er relevant, når man tager i betragtning, at PCOS er den hyppigste endokrinologiske forstyrrelse hos kvinder før overgangsalderen. Resultaterne underbygger allerede delvist kendt klinisk viden i forbindelse med klinisk håndtering af PCOS, men udbygger denne viden yderligere. Studiet bidrager således med vigtige resultater til rådgivning og opfølgning af kvinder med PCOS«.
Interesekonflikter ingen