Sundhedsfaglige operatører på vagtcentralen skal erkende hjertestop og starte telefonisk rådgivning

Overlevelsesraten ved uventet hjertestop uden for hospital i Danmark er 5%, og ved hjertestop observeret af lægmand bliver genoplivning kun forsøgt i 27% af tilfældene [1]. Dette er lavt i forhold til i andre lande som f.eks. Norge, hvor overlevelsesraten er 11% [2], og genoplivning bliver initieret i over 50% af tilfældene [1]. I et internationalt studie har man påvist, at hos de patienter, hvor hjertestop erkendes af den sundhedsfaglige operatør på vagtcentralen, er overlevelsesraten også højere (14%) end hos de patienter, hvor hjertestop først konstateres af ambulancepersonalet ved ambulancens ankomst (5%) [3]. I et dansk studie påviste man, at kun ca. 32% af patienterne med hjertestop blev meldt med den diagnose [4]. Hurtig påbegyndelse af hjerte-lunge-redning (HLR) er vigtig for overlevelse og effekt af eventuel defibrillering. Tidlig erkendelse af hjertestop vil formentlig øge sandsynligheden for tidligere HLR og betyde, at den professionelle hjælp når hurtigere frem. Der er derfor iværksat initiativer til opnåelse af dette i relation til både lægmand og organisation af vagtcentralerne.

I Danmark har det siden 2006 været et lovkrav, at alle, som erhverver kørekort, skal deltage i et syvtimers færdselsrelateret førstehjælpskursus, der bl.a. indeholder undervisning i HLR. Desuden har TrygFonden valgt at støtte projekter, der bidrager til viden om HLR hos lægpersoner, f.eks. for skolebørn på Experimentarium med »Redningshold for en dag« og for indbyggerne på Bornholm i et storstilet projekt »Bornholm redder liv«. For at øge muligheden for tidlig defibrillering er automated external defibrillators (AED) (hjertestartere) endvidere opsat på offentlige steder, bl.a. banegårde, museer og sportshaller samt i en del private virksomheder. Hjertestarteren kan bruges af alle, da man vejledes under hele forløbet med klare instruktioner.

Vagtcentralerne i Danmark er nu blevet bemandet med sundhedsfaglige operatører, der fra maj 2011 modtager alle alarmopkald via alarmcentralen ved 112-opkald vedrørende sundhedsfaglige problemstillinger. Dette initiativ er iværksat, således at den faglige viden og en systematisk udspørgen kan føre til en hurtigere genkendelse af symptomer ud fra indringers forklaring og dermed bedre triage af patienterne [5].

Formålet med denne artikel er at belyse de sundhedsfaglige operatørers opgaver og kompetencer på vagtcentralerne med henblik på hurtig genkendelse af hjertestop og vejledning af lægmand i HLR.

DE SUNDHEDSFAGLIGE OPERATØRERS ROLLE VED HJERTESTOP UDEN FOR HOSPITAL

Den sundhedsfaglige operatør på vagtcentralen har flere essentielle opgaver og skal ved samtalen med indringer:

- Hurtigt kunne erkende hjertestop

- Afsende korrekt hjælp inden for 90 sekunder

- Berolige personen, der ringer, og få vedkommende til at yde førstehjælp

- Vejlede personen, der ringer, i livreddende førstehjælp

- Videregive så præcise oplysninger som muligt om patienten og skadestedet til det præhospitale personale.

Det indebærer, at operatøren skal kunne danne sig et overblik over situationen, herunder hvilke muligheder der er for at initiere tidlig HLR, hvilke personer der er til stede på skadestedet, og om de har modtaget undervisning i HLR.

I en akut situation som hjertestop vil tilstanden hos den person, der ringer ind, have betydning for, om der ydes HLR eller ej. Der vil være nogle, der ikke handler, af frygt for at gøre tilstanden værre eller selv blive smittet med en sygdom [6-8]. En ganske lille andel af dem, der ringer 112, viser sig at være hysteriske. Det er derfor vigtigt, at operatøren styrer samtalen og bevarer kontrollen, samtidig med at indringer får lov at fortælle sit budskab. En af udfordringerne for operatøren er, at denne ikke kan se, hvad der foregår på skadestedet. Derfor er det vigtigt at være præcis i sit ordvalg. F.eks. siger man i Norge hjertekompressioner i stedet for hjertemassage for at sikre, at det ikke er massage, der gives, men reelle kompressioner af brystkassen. I kliniske retningslinjer anbefaler man, at operatøren kun vejleder den person, der ringer, i indblæsninger under HLR, hvis vedkommende er trænet i dette [9], da det over telefonen er svært at forklare, hvordan man gør, og det derfor vil tage for lang tid for den utrænede at iværksætte [7]. Den tid skal hellere bruges på hjertemassage, der er den vigtigste del af HLR. I et japansk studie har man påvist øget overlevelse og bedre neurologisk resultat hos patienter, som har haft hjertestop og har modtaget HLR, hvor der udelukkende blev vejledt i hjertemassage [10].

DISPONERINGSVEJLEDNING

I en akut situation kan man nemt glemme at stille et spørgsmål eller overhøre en oplysning, der kan føre til enten genkendelse af hjertestop eller udelukkelse af dette [3, 6]. Ifølge den nyeste version af de internationale retningslinjer for behandling af hjertestop anbefales det at uddanne operatørerne i brugen af en protokol ved samtale med indringer [9]. Operatørerne anvender et medicinsk beslutningsstøtteværktøj, Dansk Indeks for medicinsk Nødhjælp, der fungerer som systematisk spørge- og vejledningsguide til udredning af den sundhedsfaglige problemstilling ved alarmopkald. Derved struktureres samtalen, således at vigtig information ikke glemmes. Der fokuseres på patientens åndedræt eller mangel på samme, og afvigelser fra normal vejrtrækning skal give mistanke om hjertestop. Studier har vist, at der findes ord, som går igen ved lægmands beskrivelse af den tilskadekomne under et hjertestop, f.eks. ord som blå, grå og bleg, når ansigtskuløren beskrives [3]. Sandsynligheden for, at operatøren erkender hjertestop, er således større, hvis der spørges til, om vejrtrækningen er uregelmæssig, og hvordan patienten ser ud [7]. Det er derfor uhensigtsmæssigt, at spørgsmål om ansigtskuløren ikke fremgår af Dansk Indeks for medicinsk Nødhjælp.

DE SUNDHEDSFAGLIGE OPERATØRERS KOMPETENCER

De sundhedsfaglige operatører har erfaring med kritiske situationer. Erfaringen gør, at de bedre kan forudsige, hvordan en given situation kan udvikle sig [11, 12], hvilket gør det nemmere for dem at tilpasse rådgivningen og disponere over resurserne.

Vejledning af en person, der ringer ind, i at yde førstehjælp er en vigtig funktion, der kræver sundhedsfaglig indsigt og gode kommunikative egenskaber [5]. I studier har man påvist, at udførelsen af HLR endda kan forbedres ved telefonisk vejledning af lægmænd, der i forvejen er uddannet i HLR [7, 13, 14].

De sundhedsfaglige operatører er enten sygeplejersker, paramedicinere eller ambulancebehandlere med flere års erfaring og uddannelse inden for akutområdet. Ud over den rent faglige kompetence bør operatørerne have visse personlige kompetencer [5, 11]. De skal:

- Være rolige og have evnen til at lytte, multitaske og samarbejde, således at de kan berolige indringeren, og få information fra vedkommende, samtidig med at den korrekte hjælp afsendes, og det præhospitale personale får de rigtige meddelelser.

- Have situationsfornemmelse og være i stand til at tage hurtige og vigtige beslutn inger.

- Have selvdisciplin og tålmodighed. Egne følelser bør tilsidesættes, og de skal huske, at indringeren har brug for hjælp.

- Være empatiske og have lyst til at tale med syge og tilskadekomne personers pårørende.

- Have en naturlig autoritet og evne at tage styringen i samtalen.

- Have gode sprogkundskaber, herunder et tydeligt dansk sprog. Det kan være en stor barriere og komplicere triage , hvis operatøren og indringeren ikke forstår hinanden.

UDDANNELSE AF OPERATØRER

En fælles, national uddannelse blev udviklet, i forbindelse med at sundhedsfaglige operatører på vagtcentralerne i maj 2011 overtog alle opkald, der omhandler sundhedsfaglige problemstillinger. Uddannelsen er et seks ugers kommunikationsmodul i sygeplejerskernes diplomuddannelse. Uddannelsen omhandler bl.a. kommunikationsteorier, konflikthåndtering, refleksive skriftlige opgaver, praktiske øvelser i telefonkommunikation (simulerede telefonopkald), orientering om organisatoriske forhold og praktisk uddannelse i at vejlede i kritiske situationer, hvor tid er en afgørende faktor, og indringerens indsats er vigtig. Da det er væsentligt, at operatørerne kan håndtere netop disse situationer, foregår træningen simula- tionsbaseret, hvor lægmand vejledes af operatøren. En videooptagelse af situationen danner grundlag for den efterfølgende diskussion af læringssituationen.

Operatørerne undervises i vigtigheden af at genkende agonal respiration som tegn på hjertestop [9], da dette ses i op mod 30% af tilfældene af præhospitale hjertestop [15]. For ikke at begå fiksationsfejl (dvs. fastholdelse af en diagnose, selv om flere informationer taler imod) skal operatøren ikke diagnosticere, men blot genkende symptomer, beslutte hastegrad og vejlede. Dog er det ved hjertestop vigtigt at udmelde en diagnose, idet det tager længere tid, før der påbegyndes HLR, hvis operatøren ikke knytter diagnosen hjertestop til patienten [16].

PERSPEKTIVERING

De forskellige initiativer i relation til uddannelsen af lægmand, brug af hjertestarter og indsættelsen af sundhedsfaglige operatører på vagtcentralerne forventes at øge overlevelsen af præhospitalt hjertestop. Dansk Hjertestopregister giver mulighed for at følge disse data.

Flere tiltag er formentlig nødvendige for at øge overlevelsesraten yderligere. Den teknologiske udvikling kan spille en betydelig rolle, herunder videokommunikation via mobiltelefoner, som nu er mulig i store dele af verden. Denne teknologi kan hjælpe både indringer og operatørerne. I studier har man påvist, at hjertemassagen påbegyndes hurtigere, og at rytmen og håndplaceringen bliver bedre [8], hvis indringer ser en video om, hvad man skal gøre. Man kan ligeledes forestille sig, at en video, som viser, hvordan man giver korrekte indblæsninger, vil være en fordel, men der findes endnu ingen studier om dette emne.

Videokommunikation kan også være en fordel for operatøren ved at der kan ses yderligere information om skadestedet. Dette kan spare tid, idet lange forklaringer ikke er nødvendige, og misforståelser kan forebygges, især i de tilfælde, hvor operatøren fejlagtigt tror sig forstået af personen, der ringer ind [17].

Tidlig uddannelse af lægmand udgør formentlig en signifikant forskel. I Norge gør man en aktiv indsats for at uddanne befolkningen ved at sætte HLR-vejledninger på mælkekartonerne og undervise folkeskoleeleverne i førstehjælp. Derved bliver de bedre til at tjekke for bevidsthed, vejrtrækning og ringe efter hjælp [18]. Den højere overlevelsesrate i Norge end i Danmark tyder på, at det kan være en god ide at implementere sådanne tiltag i Danmark, da man derved kunne øge antallet af personer, der kan HLR. Sandsynligheden for, at flere ville initiere HLR, ville dermed stige.

src="/LF/images_ufl/ufl_bla.gif">
Monika Afzali, Vibekegade 29, 2. tv., 2100 København Ø. E-mail: monika_afzali@hotmail.com

ANTAGET: 13. marts 2012

FØRST PÅ NETTET: 30. april 2012

INTERESSEKONFLIKTER: Forfatternes ICMJE-formularer er tilgængelige sammen med artiklen på Ugeskriftet.dk

1. Rapport nr. 2 om hjertestopbehandling uden for hospital i Danmark. København: Dansk Hjertestopregister, 2010.
2. Skogvoll E, Sangolt GK, Isern E et al. Out-of-hospital cardiopulmonary resuscitation: a population-based Norwegian study of incidence and survival. Eur J Emerg Med 1999;6:323-30.
3. Berdowski J, Beekhuis F, Zwinderman AH et al. Importance of the first link: description and recognition of an out-of-hospital cardiac arrest in an emergency call. Circulation 2009;119:2096-102.
4. Mathiesen OP, Nielsen SL, Rasmussen LS. Hvordan alarmeres præhospitalt hjertestop? Ugeskr Læger 2008;170:1145-7.
5. Rapport om sundhedsfaglige opgaver i alarmeringsfasen. København: Sundhedsstyrelsen, 2009.
6. Hallstrom AP, Cobb LA, Johnson E et al. Dispatcher assisted CPR: implementation and potential benefit. Resuscitation 2003;57:123-9.
7. Vaillancourt C, Verma A, Trickett J et al. Evaluating the effectiveness of dispatch-assisted cardiopulmonary resuscitation instructions. Acad Emerg Med 2007;14:877-83.
8. Lee JS, Jeon WC, Ahn JH et al. The effect of a cellular-phone video demonstration to improve the quality of dispatcher-assisted chest compression-only cardiopulmonary resuscitation as compared with audio coaching. Resuscitation 2011;82:64-8.
9. European Resuscitation Council Guidelines for resuscitation Resuscitation 2010;10:1219-1451.
10. Cardiopulmonary resuscitation by bystanders with chest compression only (SOS-KANTO): an observational study. Lancet 2007;369:920-6.
11. Forslund K, Kihlgren A, Kihlgren M. Operators' experiences of emergency calls. J Telemed Telecare 2004;10:290-7.
12. Forslund K, Kihlgren M, Sorlie V. Experiences of adding nurses to increase medical competence at an emergency medical dispatch centre. Accid Emerg Nurs 2006;14:230-6.
13. Bang A, Biber B, Isaksson L et al. Evaluation of dispatcher-assisted cardiopulmonary resuscitation. Eur J Emerg Med 1999;6:175-83.
14. Ghuysen A, Collas D, Stipulante S et al. Dispatcher-assisted telephone cardiopulmonary resuscitation using a French-language compression-only protocol in volunteers with or without prior life support training: a randomized trial. Resuscitation 2011;82:57-63.
15. Clawson J, Olola C, Scott G et al. Effect of a medical priority dispatch system key question addition in the seizure/convulsion/fitting protocol to improve recognition of ineffective (agonal) breathing. Resus citation 2008;79:257-64.
16. Axelsson C, Borgstrom J, Karlsson T et al. Dispatch codes of out-of-hospital cardiac arrest should be diagnosis related rather than symptom related. Eur J Emerg Med 2010;17:265-9.
17. Johnsen E, Bolle SR. To see or not to see - better dispatcher-assisted CPR with video-calls? Resuscitation 2008;78:320-6.
18. Bollig G, Wahl HA, Svendsen MV. Primary school children are able to perform basic life-saving first aid measures. Resuscitation 2009;80:689-92.