Skip to main content

Svangreomsorgen og barnets far

Cand.psych. Svend Aage Madsen

1. nov. 2005
7 min.

Siden det overvældende flertal af fødslerne i Danmark i løbet af 1960'erne kom ind på hospitalerne, har fædrene i stigende grad været til stede ved deres børns fødsler og efterhånden også deltaget i svangreprofylaksen. Danske fædre er i dag til stede ved omkring 95% af fødslerne [1]. I Sverige er tilstedeværelsen af fædre ved fødsler ligeledes omkring 95%, mens tallene for f.eks. England og Australien menes at ligge mellem 60-80%. I en tværkulturel undersøgelse af fædres tilstedeværelse ved fødsler i Montreal og i Tokyo var fædrenes tilstedeværelse under fødsler 63% og 68% for henholdsvis engelske og franske canadiske fædre og 52% for japanske fædre boende i Montreal, men 19% for japanske fædre boende i Tokyo [2].

Det er gennem undersøgelser [3] sandsynliggjort, at kontinuerlig tilstedeværelse af en erfaren støtteperson under fødslen har en virkning, der nedbringer komplikationer og indgreb. Denne positive virkning synes i samme undersøgelser ikke at gælde fædres tilstedeværelse. Dette bør dog undersøges nærmere, da de samfund, hvori betydningen af fædrenes tilstedeværelse er blevet undersøgt, ikke er repræsentative for nordiske forhold. Men indtil nu foreligger der ikke dokumentation for positive medicinsk-obstetriske effekter af fædres tilstedeværelse ved deres børns fødsler.

Det kan således ikke tilskrives umiddelbart konstaterbare medicinsk-obstetriske forhold, at fædrene er til stede ved deres børn fødsler i så massivt omfang, ligesom deres engagement i graviditetsforløbet heller ikke kan anskues ud fra et rent medicinsk-obstetrisk perspektiv. De nævnte nationale og geografiske forskelle antyder da også, at der i højere grad er tale om et fænomen, der har rødder i samfundsmæssige og kulturelle forhold. Forhold der set fra sundhedsvæsnets og fødehospitalernes side kan anskues som en »sundhedsadfærd« i befolkningen byggende på det grundsyn, at det at vente og få barn er et familieanliggende og ikke blot en medicinsk eller en women-centered service , som jordemoderfaget har kaldt det [4].

Set i et historisk perspektiv må denne sundhedsadfærd eller disse ønsker om deltagelse betragtes som ganske nyt, idet der stort set ikke andre steder eller i andre tider findes eksempler på, at fædre har engageret sig i svangerskab eller været til stede ved deres børns fødsler, hverken i vores egen eller i andre kulturer.

Fædrenes engagement begrænser sig som sagt ikke kun til tilstedeværelse ved selve fødslen, men kommer også nu markant til udtryk i deltagelse i det profylaktiske forløb under graviditeten. Danske tal viser, at omkring 50% er med ved lægekonsultationer, omkring 90% deltager i jordemoderkonsultationer, omkring 70% deltager i fødselsforberedelse, omkring 97% er med ved ultralydskanning. Fædrene giver i alle tilfældene udtryk for, at det gennemgående er tilfredsstillende for dem at deltage i disse foranstaltninger [1]. Betydningen af fædrenes deltagelse i lægeundersøgelser, jordemoderkonsultationer, fødselsforberedelse og ultralydskanning er endnu kun blevet udforsket i lille grad, men synes at have en vis betydning for fædrenes involvering [5].

Hvor det er blevet undersøgt, er det tankevækkende, at flertallet af fædrene ikke opfatter sig som inviteret af læge og jordemoder til at deltage i konsultationerne, og mange oplever, at der ikke tales direkte til dem under konsultationerne [1]. Her synes sundhedsvæsnet endnu ikke at have udviklet procedurer og kompetencer svarende til familiernes valg. Dog har f.eks. H:S i sin nyeste fødeplan vedtaget en række tiltag, der imødekommer en bedre servicering af fædrene ud fra de her nævnte betragtninger.

Indtil det nuværende fædreengagement slog igennem har svangreomsorg og fødsler entydigt været et kvindeanliggende. Derfor har den praksis, der er udviklet for inkorporering af fædrene, stadig ganske få år på bagen, og den forskning og udvikling, der er lagt i feltet er endnu sporadisk. Dette afspejler sig eksempelvis i Sundhedsstyrelsens retningslinjer for svangreomsorgen [6], hvor manden som far for det barn, der skal fødes, ikke har nogen veldefineret plads i retningslinjerne. Første gang, det nævnes, at der kan være en mand involveret, er på side 20 i selve retningslinierne, hvor det hedder: »Der bør endvidere være mulighed for at tilbyde rygeafvænning for den gravide og hendes partner«. Faderen be-nævnes i retningslinjerne som »støtte«, »netværk«, »kvindens nære familie« etc., men ikke som barnefar.

Her antydes et skisma i måden at anskue faderens rolle på. Nemlig, om han er en »støtteperson«/rask pårørende i den obstetriske praksis med betydning for visse risikoforhold, om han er kvindens »partner« i en women-centred service eller om han er barnets far i en familiebegivenhed. Disse tre indfaldsvinkler, den lægelige, den jordemoderfaglige og brugernes, har hver deres gyldighed. Men hvordan de vægtes i forhold til hinanden i udformningen af retningslinjer for svangreomsorgen, kan få betydning for brugernes (familiens) oplevelse. Samt faglige og økonomiske konsekvenser.

Derfor er det betydningsfuldt at sætte fokus også på fædrenes subjektive oplevelser af og ønsker til deltagelsen; et forhold, der er blevet belyst i enkelte undersøgelser, og hvor ikke mindst fædrenes stress- og angstreaktioner i forhold til deltagelse i den kommende fødsel er blevet målt. Her er der fundet sådanne reaktioner hos mange fædre [1, 7], hvilket har ført til, at spørgsmålet om det positive ved fædres deltagelse stadig rejses [7]. Men undersøgelser af fædrenes holdning til at have deltaget i såvel svangreomsorgen som fødslerne viser, at et overvældende flertal udtrykker glæde over at have været med [1, 8, 9]. Det synes her at være vigtigt at skelne imellem (nogle) fædres angst og stress i forhold til fødslen på den ene side og deres lyst til at være med og deres positive oplevelse af deltagelsen på den anden.

Ser vi specifikt på fædrenes forhold til fødselsforberedelse, viser en mindre dansk undersøgelse, at fædrene som sagt udtrykker, at de har et godt udbytte af at deltage, og at de har to sæt af ønsker til fødsels-/forældreforberedelsen: et sæt ønsker der primært handler om fødselsteknik og fødselshjælp, og et andet sæt ønsker, der handler om livet med og omsorgen for barnet og om barnet selv. [10].

Hvad angår fædrenes begrundelser for at deltage svangreomsorg og fødsler understreger bl.a. ovennævnte undersøgelser, at fædrene især deltager for at støtte deres partnere. Samtidig ses det også, at fædrene giver udtryk for, at de vil være til stede, fordi det også er deres barn, kvinden venter, og fordi de er ved at blive fædre. Dette bekræftes af, at fædrene i forskellige undersøgelser lægger stor vægt på at kunne få tid og rum til samvær med mor og barn lige efter fødslen, samt at de bliver respekteret som en betydningsfuld forælder. Dette bliver flere og flere steder både i Danmark (f.eks. H:S Hvidovre Hospital og Sygehus Fyn Svendborg) og i andre lande (meget exceptionelt på Rigshospitalet i Reykjavik i Island) imødekommet med familiebarselsstuer med plads til, at mor, far og barn kan være sammen og overnatte. En indførelse af sådanne forhold vil støde på fysiske og økonomiske begrænsninger på mange hospitaler.

Danske tal viser, at et stort flertal af fædrene ønsker, at mor og barn b liver på barselsophold, og at de selv kan forblive sammen med dem inklusive overnatning. Spurgt om, hvad de har af ønsker til barselsopholdet, lægger fædrene vægt på personalets støtte til, at kvinden kommer godt i gang med amning, at hun kan slappe af, og at forældrene hjælpes til kontakt med og pleje af den nyfødte [1].

Sundhedsvæsnets udformning af sin svangeromsorg, fødselspraksis og barselsservicering synes langsomt, men sikkert at blive indrettet på, at fædrene deltager i fødslerne. Der synes stadig at være et stykke vej, når det gælder om at etablere de fysiske rammer og at udvikle en rådgivnings- og kommunikationspraksis, der inkorporerer fædrene og anskuer fødsler også som et familieanliggende ved siden af det medicinsk-obstetriske og de kvindecentrerede perspektiv.

Fremtidig udforskning og udvikling af praksis kan med fordel anlægge en familieorienteret synsvinkel, der bl.a. fokuserer på, hvordan svangre-, fødsels- og barselspraksis understøtter udvikling af kontakten til det spæde barn både for forældrene hver for sig og i fællesskab.


Svend Aage Madsen , Afsnit 4074, H:S Rigshospitalet, DK-2100 København Ø.

Antaget den 25. september 2003.

H:S Rigshospitalet, Juliane Marie Centret, Enhed for Psykologi, Pædagogik og Socialrådgivning.


Referencer

  1. Madsen SAa, Munck H, Tolstrup M. Fædre og fødsler. København: Frydenlund Grafisk, 1999.
  2. Steinberg S, Kruckman L, Steinberg S. Reinventing fatherhood in Japan and Canada. Soc Sci Med 2000;50:1257-72.
  3. Skajaa K, Nielsen L, Nordvig L et al. Kontinuerlig fødselshjælp. Ugeskr Læger 1997;159:6811-2.
  4. Department of Health. Changing childbirth. London: Department of Health, 1993.
  5. Draper J. "It's the first scientific evidence": men's experience of pregnancy confirmation. J Advan Nurs 2002;39:563-70.
  6. Sundhedsstyrelsen. Svangreomsorg. Retningslinier og redegørelse. København: Sundhedsstyrelsen, 1998.
  7. Johnson MP. The implications of unfulfilled expectations and perceived pressure to attend the birth on men's stress levels following birth attendance: a longitudinal study. J Psychosom Obstet Gynaecol 2002;23:173-82.
  8. Chan KK, Paterson-Brown S. How do fathers feel after accompanying their partners in labour and delvery?. J Obstet Gynaecol 2002;22:11-5.
  9. Somers-Smith MJ. A place for the partner? Midvifery 1999;15:101-8.
  10. Pedersen SH. Jeg skal være FAR. København: Forskningsprogrammet: Fædres relationer til deres spæd- og småbørn, 2000.