Synkinesi efter facialisparese

Synkinesi er en senfølge, der optræder hos 10-30% af patienter med idiopatisk facialisparese og opstår efter en skade på nervus facialis [3].

Synkinesi defineres som ufrivillige medbevægelser i ansigtsmuskulaturen, der opstår samtidig med viljestyrede eller ubevidst refleksudløste bevægelser. Det ses hyppigst efter idiopatisk (Bells parese) eller traumatisk facialisparese, men kan også opstå sekundært til infektion, tumor eller kirurgi [1, 2]. Den mest accepterede patofysiologiske forklaring er aberrant regeneration af nerver, hvor motoriske fibre reinnerverer forkerte muskler, hvilket giver uhensigtsmæssig medbevægelse [3].

Klassiske kliniske fund inkluderer øjensammentrækning under tale eller smil, opspænding af kind eller hals ved løft af øjenbryn eller øjenlukning og nedsat viljestyret kontrol over de periorale muskler og kind, hvilket kan påvirke mimik og evnen til at spise og tale.

Patienterne beskriver ofte en følelse af stivhed og spændinger i ansigtet, som kan føre til træthed i ansigtsmuskulaturen. Synkinesi kan være socialt og funktionelt invaliderende og påvirker mimik, kommunikation og livskvalitet.

Synkinesi klassificeres i sværhedsgrader fra mild til meget svær ved hjælp af Sunnybrook Facial Grading System [3].

Forebyggelse

Ved debut af facialisparese er forebyggelsen af synkinesi essentielt. Ved akut idiopatisk facialisparese opstartes behandling med kortikosteroid, og patienten instrueres i ikke at overanstrenge ansigtsmuskulaturen, mens nerven regenererer, og kun bruge almindelig ansigtsmimik samt lette øvelser og udspænding [3, 4].

Behandlingsmuligheder

Behandlingen har til formål at reducere ufrivillige medbevægelser, genoprette ansigtssymmetri og forbedre patientens livskvalitet.

Ansigtsterapi & udspænding udgør grundstenen i behandlingen. Her er fokus på at genvinde bevidst muskelkontrol gennem spejltræning og udspænding af overaktive muskelgrupper ved specialiserede ergoterapeuter.

EMG-biofeedback målretter muskeltræningen ved at visualisere muskelaktiviteten og anvendes som et supplement til ansigtstræningen.

Botulinumtoksin (BTX)-A reducerer muskeloveraktivitet ved at hæmme acetylkolinfrigivelsen ved den neuromuskulære endeplade. Dette resulterer i en midlertidig reduktion af muskelaktiviteten. Behandlingen gives typisk hver 3.-4. måned og tilpasses individuelt. BTX-A kan også anvendes kontralateralt for at opnå bedre symmetri.

Kirurgi indebærer selektiv neurektomi eller selektiv myomektomi med overskæring eller fjernelse af den nerve eller muskel, der udløser synkinesi. Kirurgisk intervention kan overvejes ved manglende eller utilstrækkelig effekt af ovenstående behandling.

SYGEHISTORIE

En 67-årig kvinde udviklede i vinteren 2024 idiopatisk facialisparese med efterfølgende udvikling af oculo-oral synkinesi. Patienten genvandt normal funktion i flere muskelgrupper, men var fortsat generet af oculo-oral synkinesi samt strammende fornemmelse af muskulaturen under venstre øje og på venstre side af halsen. Hun oplevede primært gener ved spisning, hvor venstre øje kneb sig sammen, ledsaget af spændinger i kind, hage og omkring øjenbryn. Objektivt ses en mere udtalt nasolabialfold på venstre side samt ufrivillig afsmalning af øjenspalten ved trutmund og smil, og patienten havde middelsvær synkinesi (Figur 1).

Patienten blev vurderet på plastikkirurgisk afdeling på Rigshospitalet med henblik på behandling med BTX-A. Patienten fik ad to omgange BTX-A-behandling i nedre del af m. orbicularis oculi, m. zygomaticus og m. mentalis på venstre side og udspændingsterapi hos ergoterapeuterne. Ved anden behandling fik patienten også BTX-A af m. platysma på venstre side. Efter to behandlinger med firemåneders interval sås en forbedret ansigtssymmetri og balance, også på den raske side. Patienten oplevede lindring af symptomer, særligt fra venstre øje, med reduceret afsmalning af øjenspalte ved smil og mindre opspænding af kindmuskulaturen (Figur 1).

Konklusion

Synkinesi er en kompleks tilstand, der kræver tværfaglig indsats. Forebyggelse er essentielt. Specialiseret ansigtstræning, BTX og – i udvalgte tilfælde – kirurgi kan give markant symptomlindring. Tidlig opsporing, forebyggelse og korrekt henvisning er afgørende.