Skip to main content

Syrepumpehæmmere øger risikoen for vitamin B12 mangel

I Danmark har omkring 15% af voksne fra baggrundsbefolkningen anvendt proton pumpe inhibitorer (PPI). Det er interessant, at op imod 1/3 af de patienter, der påbegynder behandling med PPI fortsætter denne uden klar indikation.

foto: Colourbox
foto: Colourbox

Jacob Pontoppidan Thyssen, jacob.pontoppidan.thyssen@regionh.dk

6. feb. 2014
2 min.

< JAMA

Vitamin B12 mangel forårsager bl.a. demens og anæmi. Ca. 5% af 6,784 30-60 årige danskere fra baggrundsbefolkningen i København havde i en ny undersøgelse for lavt s-vitamin B12 (< 148 pmol/l).

I Danmark har omkring 15% af voksne fra baggrundsbefolkningen anvendt proton pumpe inhibitorer (PPI). Det er interessant, at op imod 1/3 af de patienter, der påbegynder behandling med PPI fortsætter denne uden klar indikation.

Det sure ventrikelsekret er afgørende for at vitamin B12 kan skilles fra de proteiner der findes i føden og herefter absorberes igennem tarmvæggen.

Derfor er der en risiko for at PPI indtag, eller anvendelse af histamine 2 receptor antagonister (H2ri) som ligeledes hæmmer ventrikelsekretion, kan føre til malabsorption af vitamin B12.

Tidligere studier som har undersøgt sammenhængen mellem PPI forbrug og vitamin B12 mangel har ikke vist konsistente resultater.

I et case-control studie undersøgte amerikanske forskere sammenhængen mellem anvendelsen af medicin der hæmmer syredannelsen i ventriklen og vitamin B12 mangel.

I alt 25,956 patienter med vitamin B12 mangel blev sammenlignet med 184,199 patienter uden vitamin B12 mangel. Forfatterne anvendte registre og databaser til at undersøge medicinforbrug og andre eksponeringer.

Blandt patienter med vitamin B12 mangel havde henholdsvis 12% og 4.2% fået PPI eller H2ri i mere end 2 år. Blandt kontrollerne var de tilsvarende tal henholdsvis 7.2% og 3.2%. (odds ratio henholdsvis, 1.65 [95%CI, 1.58-1.73] og 1.25 [95%CI, 1.17-1.34]).

Forfatterne fandt også en dosis-respons sammenhæng, idet der var en højere forekomst af vitamin B12 mangel hos de personer der tog de højeste doser syrereducerende medicin.

1. reservelæge, Christina Reimer, Gastroenheden, Hvidovre Hospital, kommenter:

"Associationen mellem B12 mangel og brug af syrehæmmende medicin er forholdsvis svag og ses hos et mindretal med en ikke helt entydig dosis-respons sammenhæng. Hvis der er en relevant indikation for syrehæmmende medicin bør bekymring for B12 mangel fortsat ikke føre til at man undlader at behandle ligesom der ikke synes at være grund til rutinemæssig screening for B12 mangel hos alle PPI behandlede patienter."

Lam JR, Schneider JL, Zhao W, Corley DA. Proton pump inhibitor and histamine 2 receptor antagonist use and vitamin B12 deficiency. JAMA. 2013 Dec 11;310(22):2435-42. doi: 10.1001/jama.2013.280490.

Summary

Summary title