»Ting vi fortsat gør uden god grund« – tid til at gentænke eGFR-screening før jodholdige CT-undersøgelser

I årtier har rutinemæssig måling af eGFR før i.v. jodholdig kontrastundersøgelse været en fast del af radiologisk praksis, båret af et legitimt hensyn til patientsikkerheden. Som Larsen et al. gennemgår i statusartiklen i dette nummer af Ugeskrift for Læger [1], er det imidlertid i dag relevant at spørge, om denne praksis fortsat står mål med den dokumenterede kliniske gevinst. Den væsentligste grund til at genoverveje rutinen er, at den samlede nyere evidens ikke peger på en generel øget forekomst af akut nyreskade hos patienter, der får i.v. jodholdig kontrast ved moderne CT-undersøgelser. Tværtimod peger den internationale litteratur på, at den observerede nyrepåvirkning i højere grad afspejler patientens underliggende sygdomsbyrde end selve kontrastadministrationen [2]. Dette udfordrer det historiske rationale for universel screening af eGFR før brug af i.v. jodholdig kontrast til CT-undersøgelser og kalder på en mere nuanceret risikoforståelse. Konsekvensen er unødige flaskehalse og udsættelser samt et betydeligt ressourceforbrug, som forekommer vanskeligt at retfærdiggøre ud fra den eksisterende evidens. På trods af denne viden ses der fortsat betydelig variation i dansk praksis.

Mens nyere internationale retningslinjer fra 2024, herunder fra American College of Radiology (ACR) og National Institute for Health and Care Excellence, klart bevæger sig mod en mere risikobaseret tilgang, viser Larsen et al. samtidig, at dansk praksis fortsat er præget af betydelig variation, og at nogle steder fastholder markant mere omfattende krav til både screening og eGFR-alder før i.v. jodholdig kontrast til CT-undersøgelser. Larsen et al. [1] fremhæver i deres gennemgang, at ACR-retningslinjer anbefaler en markant mindre restriktiv tilgang til gavn for både patienten og sundhedssystemet. Det understreger, at dansk praksis fortsat ikke er fuldt harmoniseret med den bevægelse mod risikobaseret screening, som ses i nyere internationale retningslinjer.

Den fortsatte danske variation tyder på, at historiske praksisser og lokale instrukser fortsat præger området mere end en fælles evidensbaseret national tilgang. Dette område illustrerer en type praksis, som internationalt er blevet beskrevet under overskriften »things we do for no reason«: rutiner, der er blevet en fast del af klinisk praksis trods begrænset evidens eller evidens, der udfordrer deres værdi [3]. Netop denne type lavværdipraksis er i stigende fokus i både forskning og klinisk lederskab, og som læger bør vi løbende revurdere sådanne rutiner i lyset af ny evidens.

I dansk sammenhæng peger initiativer som Vælg Klogt ligeledes på, at systematiske fravalg af unødvendige procedurer er en forudsætning for et mere bæredygtigt sundhedsvæsen. Parallelt med fagfællebedømmelsen af Larsen et al.s statusartikel offentliggjorde Vælg Klogt en national anbefaling om risikobaseret vurdering af nyrefunktion før CT-undersøgelser med kontrast [4]. Denne anbefaling er i overensstemmelse med den internationale evidens og repræsenterer et vigtigt skridt i retning af en mere rationel og ressourcebevidst praksis.

På den baggrund fremstår statusartiklen som et særdeles rettidigt bidrag, idet den samler den eksisterende evidens, synliggør variationen i dansk praksis og tilvejebringer et solidt fagligt grundlag for implementering af anbefalingen i klinisk hverdag. Set i det lys fremstår revurdering af rutinemæssig eGFR-screening som en lavthængende frugt. Gevinsten er umiddelbar: færre blodprøver, færre logistiske barrierer og mere smidige patientforløb — uden at den eksisterende evidens eller de nye anbefalinger taler for, at rutinemæssig screening i lavrisikogrupper forbedrer patientsikkerheden.

Et naturligt næste skridt kunne være et styrket nordisk samarbejde om en fælles risikobaseret tilgang til vurdering af nyrefunktion før jodholdige CT-undersøgelser.