Obstruktiv søvnapnø er en tilstand, der påvirker millioner af mennesker verden over og er karakteriseret ved gentagne episoder af delvis eller fuldstændig blokering af de øvre luftveje under søvn. Tilstanden medfører symptomer som overdreven dagtræthed og er en uafhængig risikofaktor for hjerte-kar-sygdomme, diabetes og blodpropper. Den traditionelle behandling er kontinuerligt positivt luftvejstryk (CPAP)-terapi. Denne løsning er dog begrænset af bl.a. komfort og støj samt for nogle også psykiske gener ved at skulle sove med apparatet. Et nyt RCT har undersøgt effekten af tirzepatid på overvægtige patienter med søvnapnø. Patienterne fik hhv. tirzepatid og placebo i et år, hvorefter der blev målt på antallet af vejrtrækningspauser under søvn (apnø-hypopnø-indeks (AHI)), og man fandt et signifikant fald i AHI i tirzepatid-gruppen.
Afdelingslæge og ph.d.-studerende Karin Jeppesen, Afdeling for Øre-Næse-Hals-Sygdomme, Sygehus Sønderjylland, kommenterer: »Traditionelt behandler vi i Danmark oftest obstruktiv søvnapnø med CPAP, men tendensen er, at vi i større grad også overvejer andre behandlingsmetoder, såsom apnøskinne, positionstræner eller operation. Den stigende interesse og accept af medicinsk hjælp til vægttab er interessant i forhold til søvnapnø, da der er en del af patienterne med søvnapnø – som studiet her også viser – som vil kunne opnå et væsentligt lavere AHI, hvis deres vægt normaliseres. Dog skal man være opmærksom på, og især huske at fortælle patienten, at ikke alle med søvnapnø bliver raske af et vægttab. I dette studie falder det gennemsnitlige AHI fra 50 til 25. Ifølge behandlingsrådets nye anbefalinger bør patienter med et AHI ≥ 15 behandles, og således bør en patient med et AHI på 25 fortsat behandles med f.eks. CPAP eller anden behandling. En interessant gruppe i dette studie er de ca. 50% af tirzapatid-grupperne, som efter et års behandling har opnået et AHI, der ligger under den anbefalede behandlingsgrænse på 15. Således går denne gruppe fra at være patienter til ikke længere at have brug for behandling for søvnapnø. Jeg mener, at medicinsk hjælp til vægttab har en plads i behandlingen for nogle af vores patienter med søvnapnø. Udfordringen er at differentiere, således at de rette patienter får den behandling, der netop passer til dem inden for søvnapnø«.
Interessekonflikter ingen