Tobak og mord - det første tilfælde hvor nicotinforgiftning blev bevist i en mordsag

I lægen og forfatteren Arthur Conan Doyles første detektivhistorie A Study in Scarlet (En studie i rødt) bemærker den violinspillende og opiumsrygende Sherlock Holmes til dr. Watson, da de er i gang med deres første mordopklaring »The forcible administration of poison is by no means a new thing in criminal annals« (1). Bevidste handlinger som ulykkestilfælde med forgiftninger var ej heller dengang noget nyt. Allerede i det gamle Mesopotamien, Ægypten og Indien var man kendt med giftstoffer udvundet fra vegetabilske eller animalske materialer eller af mineraler. Kendte eksempler er skarntydesaften, som Sokrates måtte indtage, og Kleopatras blyforgiftning, som hun havde pådraget sig gennem blyholdig kosmetik.

Årsagerne til, at man vil af med en anden person, er mange. Det kan være pga. jalousi, frygt og tit ønsket om magt og penge. Forgiftningsforsøgene er overvejende udført af kvinder, hvorimod de mere synlige som drab og skydning oftere er udført af mænd. Mange giftstoffer er i små mængder gavnlige. Her kan nævnes den smukke digitalisplante (Digitalis pubescens) og dens virkning på hjertesygdomme, og opium udvundet af valmueplanten og dens smertestillende effekt. Men i store doser er begge stoffer farlige.

Giftenes gift: arsenik

Arsenik har været kendt fra før vor tidsregning og blev isoleret i forskellige lande i perioden fra 800 til 1300, og dette smags- og lugtløse giftstof overtog hurtig rollen som et almindeligt anvendt middel til at skaffe sig af med uønskede dyr eller mennesker. Arsenik kunne uden problemer serveres i drikke, supper og bagværk. Forgiftningssymptomerne faldt sammen med en tidligere almindelig diagnose cholera nostras (gastroenteritis af hjemlig herkomst med diaré, abdominalsmerter, opkastning efter indtagelse af giftstoffer fra bl.a. svampe og arsenik, og ikke noget med den smitsomme kolera). Selv hvor der forelå mistanke om mord, havde man ingen metode til at påvise stoffet, før det i slutningen af det 18. århundrede lykkedes nogle tyske læger at påvise arsen. Et egentligt gennembrud kom dog først med toksikologiens fader Matthieu Joseph Bonaventura Orfila, der i sine værker (udkommet 1813-1817) påviste, hvorledes de tidligere udviklede metoder mere effektivt kunne anvendes (2). Det blev dog den engelske kemiker James Marsh, der i 1836 offentliggjorde en metode til påvisning af arsenik, som man kunne få domstolene til at acceptere. Orfila og hans kollega François Raspail forfinede metoderne ved at undersøge analysestoffer og apparater for giften inden analysen, da det blev klart, at der var mange fejlkilder. En celeber retssag i Frankrig i 1840, hvor en smuk ung kvinde var anklaget for giftmord, medvirkede til forbedringer af påvisningen af giften, bl.a. ved undersøgelse af jorden, hvorfra det formodede offer blev ekshumeret. Samme retssag gjorde det i øvrigt velkendt for alle, også for potentielle mordere, at arsenik kunne påvises, og at en anden gift derfor måtte findes.

Nicotinsyre som mordvåben

I løbet af det 19. århundredes første tiår isoleredes en række plantegifte som fx stryknin, morphin og nicotin (3), men metoder til påvisning af dem fandtes ikke. En belgisk mordsag forårsagede dog i 1850, at en metode til påvisning af nicotinforgiftning blev udviklet.

Slottet Bitremont ejedes af grev Hippolyte Visard de Bocarmé, der havde giftet sig med den borgerligt fødte Lydie Fouguies, fordi han mente, hun havde en stor formue, men størstedelen af den gik til grevindens broder Gustave (2). Denne ønskede at gifte sig, vistnok for at forhindre søsteren i at arve, og da han ved et besøg på slottet meddelte søsteren og svogeren dette, omkom han under ejendommelige omstændigheder.

En undersøgelsesdommer, tre politifolk og tre læger undersøgte sagen nærmere. Liget lå i et mørkt rum og var overhældt med vineddike. Sår bemærkedes i afdødes ansigt. Ved sektion fandtes ætsninger i mund, tunge, hals og mave, der lignede ætsninger fremkaldt af svovlsyre. Væv blev udtaget fra forskellige organer, anbragt i alkohol og overgivet til den 37-årige Jean Servais Stas (Fig. 1), der var professor på École Royale Militaire i Bruxelles. Han havde læst kemi og medicin hos bl.a. Gay-Lussac og Orfila, var lidt af en særling og havde eget, privat laboratorium. Han påviste hurtigt, at sårene ikke var fremkaldt af svovlsyre. Ved en minutiøs procedure, hvor kun lidt af det bevarede materiale anvendtes, så forsøgene kunne gøres om, lykkedes det ham at finde det anvendte middel. Ved tilsætning af ætskali bemærkede han en flygtig lugt, der mindede om museurin, en lugt der fx var karakteristisk for skarntydesaftens gift, coniin eller tobakkens giftige bestanddel, nicotin. Ved grundige og tidskrævende forsøg isolerede han ved udrystning med alkohol og vand nicotinsyre fra flere vævsprøver.

Stas underrettede undersøgelsesdommeren om resultatet, og denne forhørte slottets personale, der oplyste, at greven havde købt store mængder tobaksblade og forarbejdet dem i slottets vaskehus. På gulvbrædderne i spisestuen fandtes også nicotinrester. Ved grundig eftersøgning fandtes de anvendte destillationsapparater skjult i slottet, og undersøgelsesdommeren fandt endog frem til en kemiker, med hvem greven havde diskuteret isolering af nicotin. Grev Bocarmé, der havde været i Amerika som ung, vidste, at indianerne havde udvundet en gift fra tobaksplantens blade, der i små mængder medførte døden i løbet af få minutter. Ved den påfølgende retssag blev grev Bocarmé fundet skyldig i mord og henrettet. Grevinden, den myrdedes søster, ville retten dog ikke lade guillotinere.

Sagen illustrerede, hvor vigtige de principper, Orfila havde gjort sig til talsmand for, var. Påvisning af en gift var ikke nok, alle omstændigheder skulle tages i betragtning og bedømmes af retten. Undersøgelsesdommeren havde aldrig ledt efter destillationsapparater, indkøb af dem eller mulige forbindelser med andre kemikere, hvis ikke Stas havde fundet giftstoffet. Et er at påvise en gift, noget andet er at få domstolene til at acceptere dette som bevis. Også af den grund er andre beviser nødvendige.

Nutidens analysemetoder

Med indførelsen af systematiserede videnskabelige undersøgelser i politiets efterforskning var kapløbet mellem forbrydere og politi om metoder og deres afsløring indledt, et race, der førte til raffinerede mikroskopiske undersøgelser af affyringsmærker på kugler og kemiske analyser af alle slags fra eletroforese og kromatografi til DNA-analyser.

Det detektivarbejde, som politi og retsmedicinere udøver, adskiller sig principielt ikke fra den virksomhed, som andre læger eller naturforskere udfører. Eksempler kan være udvikling af antibiotika i kapløb med stigende resistens hos mikroorganismer som bakterier eller andre parasitter som malaria. Et andet videnskabeligt kapløb finder sted mellem fremstilling af bakterielle eller kemiske våben og forsvaret imod dem, aktuelt ved det nylige anthrax -tilfælde i USA.