Skip to main content

Tracking of physical activity, physical fitness and body mass index from childhood to adolescence

Cand.scient. Peter Lund Kristensen: Forf.s adresse: Campusvej 55, DK-5230 Odense M. E-mail: plkristensen@health.sdu.dk Forsvaret finder sted den 27. juni 2007, kl. 12.00, Lokale U46, Campusvej 55, Odense. Bedømmere: Professor Colin Boreham, Irland, Anne-Marie Nybo Andersen og Henrik Steen Hansen. Vejledere: Lektor Karsten Froberg, professor Lars Bo Andersen og Niels Wedderkopp.

15. jun. 2007
2 min.

Indeværende ph.d.-afhandling bygger på data fra den danske del af det internationale multicenterstudie, The European Youth Heart Study. Studiet blev udført på Institut for Idræt og Biomekanik, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Syddansk Universitet, Odense. Der er tale om et epidemiologisk studie, hvor 589 8-10-årige børn blev undersøgt i 1997 og genundersøgt i 2003 som 14-16-årige. Formålet med afhandlingen var at analysere tracking af fysisk aktivitet vha. accelerometri samt at studere temporale variationskilder i fysisk aktivitet. Endvidere var formålet at studere tracking af fysisk form og BMI samt at undersøge, om denne tracking er relateret til socioøkonomisk status (SES).

Resultaterne viste, at børn og unges fysiske aktivitetsniveau er betydeligt influeret af temporale faktorer, herunder typen af måledag og målemåned. Konkrete måneds- og dagtype-estimater blev beregnet, og der blev endvidere dokumenteret en betydelig naturlig variation i det fysiske aktivitetsniveau hos børn og unge.

Tracking- effekten for fysisk aktivitet blev estimeret til at være moderat efter justering for temporale variationskilder i fysisk aktivitet. Ujusterede analyser viste derimod lav tracking.

Fysisk form og BMI viste henholdsvis moderat og høj tracking og tracking- effekten var ikke signifikant relateret til SES. Derimod var oddsene for henholdsvis at udvikle og fastholde lav fysisk form/overvægt over måleperioden omvendt relateret til SES.

Det blev konkluderet, at temporale variationskilder i fysisk aktivitet kan give anledning til betydelig fejlvariation eller bias i individuelle sammenligninger af fysisk aktivitet og i sammenhængsanalyser, hvor fysisk aktivitet optræder som enten den uafhængige eller afhængige variabel. Konkrete forslag til statistisk håndtering af variationskilderne blev givet. Endvidere blev det konkluderet, at både inaktivitet, lav fysisk form og fedme i barndommen skal betragtes som potentielle mål for interventionsstrategier, der sigter mod at forebygge disse tilstande i voksenlivet. Endelig blev det konkluderet, at børn af lav SES bør tildeles særlig opmærksomhed i forebyggelsesøjemed, grundet høje odds for at udvikle og fastholde overvægt/lav fysisk form henover barndomsperioden hos netop denne målgruppe.