Skip to main content

Træning øger overlevelsen hos patienter med coloncancer

Prækliniske studier har vist, at træning kan hæmme tumorvækst. Et nyt studie har nu undersøgt, om træning efter adjuverende kemoterapi kan forbedre prognosen for patienter med coloncancer.

Redigeret af Camilla Dalby Hansen, camilla.dalby.hansen@rsyd.dk

21. okt. 2025
2 min.

Professor, cheflæge, Hans Bjarke Rahr, Organ- og Plastikkirurgisk Afdeling, Vejle Sygehus, kommenterer: »Formålet med dette randomiserede studie var at godtgøre, om struktureret fysisk træning efter operation og adjuverende kemoterapi for coloncancer kunne forbedre overlevelse og recidivrate i forhold til en kontrolgruppe, der kun fik informationsmateriale om fysisk aktivitet og sund kost. Patienter i god performancestatus, og som ikke i forvejen var særligt fysisk aktive, kunne inkluderes. Interventionen bestod af 72 sessioner med en ,physical activity consultant’ over tre år med aftagende hyppighed, heraf var 12 sessioner med obligatorisk fysisk fremmøde, de øvrige kunne være med fremmøde eller virtuelle, og 12 var frivillige. Efter fem år var sygdomsfri overlevelse i de to grupper hhv. 80,3% og 73,9%. Der var meget få dødsfald af andre årsager end cancer, og forskellen i cancerincidens var helt overvejende betinget af leverrecidiver: 3,6% vs. 6,5%, og ny primærcancer, især mammacancer. Projektet var udfordret af træg rekruttering – 889 patienter blev rekrutteret i 55 centre over 15 år, dvs. ca. én patient om året pr. center, og uventet lav eventrate og måtte afsluttes før mål. I samme tidsperiode er der sket betydelige fremskridt i diagnostik og behandling. Det vækker bekymring for selektionsbias og reproducerbarhed. Effekten på femårs sygdomsfri overlevelse var 6,4 procentpoint, svarende til et number needed to treat på 16. Sammenlignet med andre adjuverende behandlinger er fysisk træning dog ret ufarlig og uden toksicitet, men fordrer selvfølgelig en betydelig indsats og komplians hos patienten. Det sidste kan måske være forklaringen på den træge rekruttering og lover ikke godt for implementering i praksis. En anden barriere er det betydelige ressourcetræk: 60+ patientkontakter over tre år. Struktureret fysisk træning efter operation og adjuverende kemoterapi for coloncancer ser altså ud til at kunne forbedre den sygdomsfri overlevelse, men kræver en betydelig indsats fra sundhedsvæsenet og patienten selv og er her kun undersøgt i en selekteret patientgruppe«.

Interessekonflikter ingen