Fysisk træning har mange gode effekter, men når træning bliver det vigtigste i livet, kan det have alvorlige følger.
En ny artikel i BMJ beskriver på pædagogisk vis fænomenet træningsafhængighed og giver gode råd til, hvordan man kan identificere tilstanden. Artiklen konkluderer, at den kliniske tilstand kan afdækkes på baggrund af standardiserede spørgsmål, som fokuserer på intensitet og varighed af træningen, den følelsesmæssige betydning af træningen og en vurdering af konflikter mellem træning og andre aspekter af livet som parforhold, skole eller arbejde.
Lektor og psykolog Mia Beck Lichtenstein, Syddansk Universitet, kommenterer: ”Træning er godt for helbredet og opfattes generelt som en positiv og sundhedsfremmende adfærd. Derfor kan man komme til at overse bagsiden af idrætsmedaljen i form af overdreven og tvangspræget træning. Træningsafhængighed kan opfattes som en afhængighedslidelse, selv om fænomenet ikke officielt er klassificeret som en sygdom. Det er karakteriseret ved tiltagende træningsmængder, abstinenser samt tab af kontrol over træningen, som fortsættes på trods af sygdom og skader. På sigt kan overdreven træning føre til overbelastningsskader, nedsat immunsystem, hormonelle ubalancer samt spiseforstyrrelser. Desuden går det ofte ud over det sociale liv, fordi træningen prioriteres før familie og arbejde. Træningsafhængighed ses blandt 2-4% af aktive idrætsudøvere, men er rapporteret højere i bestemte sportsgrene, herunder løb (25%) og triatlon (30%). De gode råd til lægen, som møder den træningsafhængige motionist, er ikke at forhindre motionisten i at træne, men at hjælpe personen til en øget indsigt samt reduktion i den del af træningsadfærden, der er skadelig”.
Hausenblas HA, Schreiber K, Smoliga JM. Addiction to exercise. BMJ 2017;357:j1745.
Interessekonflikter: ingen.
