Skip to main content

Tromboprofylakse efter medicinsk indlæggelse

Rivaroxaban efter hospitalsindlæggelse førte ikke til lavere forekomst af venøs tromboemboli.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

15. okt. 2018
2 min.

Medicinske patienter har en øget risiko for at udvikle venøs tromboemboli. Det er vist, at antikoagulansbehandling under indlæggelsen reducerer risikoen. Risikoen for venøs tromboemboli forbliver imidlertid forhøjet i ugerne efter udskrivelsen, men det er uklart, om fortsat antikoagulansbehandling efter udskrivelsen kan nedsætte den. En ny undersøgelse (MARINER) sammenligner i et dobbeltblindet design placebo med rivaroxaban, som er en non-K-vitamin-oral antikoagulans (NOAK). Behandling blev givet i 45 dage efter udskrivelsen til medicinske patienter med høj risiko for venøs tromboemboli. Over 12.000 patienter blev randomiseret, og det primære endepunkt, som var en kombination af symptomatisk venøs tromboemboli og død som følge af tromboemboli, blev observeret hos 0,8% i rivaroxabangruppen og hos 1,1% i placebogruppen. Forskellen var ikkesignifikant.

Overlæge Jørn Dalsgaard Nielsen, Hjerteafdelingen, Frederiksberg og Bispebjerg Hospital, kommenterer: ”MARINER-studiet er endnu en randomiseret undersøgelse af langtidsprofylakse med et NOAK-præparat vs. korttidsprofylakse med enoxaparin til akut syge medicinske patienter. Ingen af de tidligere studier (MAGELLAN (rivaroxaban), ADOPT (apixaban) og APEX (betrixaban)) har vist nogen nettogevinst ved langtidsprofylakse med NOAK, da forekomsten af blødningskomplikationer har overskygget den oftest beskedne reduktion i incidensen af tromboemboliske tilfælde. I MARINER-studiet kvantiterede man tromboserisikoen med en modifikation af IMPROVE-score, idet man inkluderede patienter med IMPROVE-score < 4, hvis de havde D-dimer over to gange øvre referenceværdi. Denne modifikation kan være årsagen til, at hyppigheden af tromboemboliske tilfælde var væsentlig lavere end forventet. En anden oplagt mulighed er, at korttidsprofylakse faktisk er tilstrækkeligt, idet patienterne først blev randomiseret til rivaroxaban og placebo efter korttidsprofylakse under indlæggelsen. MARINER-studiet udelukker ikke, at NOAK-præparater har en fremtid som korttidsprofylakse til akut syge medicinske patienter, men viser endnu en gang, at der generelt ikke er nogen nettogevinst ved langtidsprofylakse til disse patienter”.

Spyropoulos AC, Ageno W, Albers GW et al. Rivaroxaban for thromboprophylaxis after hospitalisation for medical illness. N Engl J med 2018;379:118-27.

Interessekonflikter: JDN har undervist for Bayer, Boehringer-Ingelheim, Bristol-Myers-Squibb, Leo Pharma, Roche Diagnostics of Pfizer.