Skip to main content

Tromboseprofylakse i fire uger, frem for en enkelt uge, efter laparoskopisk, abdominal cancerkirurgi reducerer sikkert og effektivt risikoen for DVT

Redigeret af Siri Vinther, sirivinther@dadlnet.dk

30. jun. 2014
2 min.

Der er langtfra enighed om, hvor længe patienter, som har fået foretaget abdominal kirurgi, skal have tromboseprofylakse. Formålet med dette randomiserede, kontrollerede multicenterstudie var at sammenligne effekt og sikkerhed af antitrombotisk behandling givet i henholdsvis en og fire uger efter laparoskopisk kirurgi for kolorektal cancer.

Forskerne inkluderede 225 patienter, som skulle opereres laparoskopisk for kolorektal cancer. Med start dagen forud for operationen (dag 0) blev der administreret lavmolekylært heparin (LMWH), og på dag 8 ± 2 foretog man en UL-skanning af begge underekstremiteter. Patienter, som ikke havde tegn til DVT, blev åbent og i ratioen 1:1 randomiseret til enten at ophøre med LMWH eller fortsætte med LMWH i yderligere tre uger. UL-skanning blev gentaget blindet på dag 28 ± 2. Primære endemål var forekomsten af symptomatisk/radiologisk verificeret DVT/LE dag 28 ± 2 og inden tre måneder samt blødningskomplikationer inden for de første fire uger.

Ud af de 113 patienter, som blev randomiseret til den korte behandlingsarm (LMWH i en uge), fik 11 patienter en DVT, svarende til 9,7% (95% CI: 0,06-0,17). Ingen af de 112 patienter, som fik LMWH i fire uger, fik DVT (95% CI: 0,00-0,03; p = 0,001). Efter tre måneder havde fortsat 9,7% i den korte behandlingsarm haft DVT. I den lange behandlingsarm fik en ud af 112 DVT, svarende til 0,9% (95% CI: 0,002-0,05). Den relative risiko-reduktion var 91% (95% CI: 0,3-0,99; p = 0,005). Komplikationsraten i forhold til blødning var ens i de to grupper (en i hver behandlingsarm).

Hans-Morten Schnack Rasmussen, Kirurgisk Afdeling, Bispebjerg Hospital, kommenterer: »På trods af den generelle opfattelse af, at minimal invasiv kirurgi har en lavere risiko for venøs tromboemboli, viser dette studie, at laparoskopisk kirurgi for kolorektal cancer er behæftet med en incidens af venøs trombose på 9,7%, og at forlænget tromboseprofylakse med LMWH i fire uger praktisk taget kan eliminere denne risiko. Dette er i overensstemmelse med anbefalingerne om forlænget tromboseprofylakse med LMWH i fire uger efter cancerkirurgi fra RADS og internationale guidelines«.

Vedovati MC, Becattini C, Rondelli F et al. A randomized study on 1-week versus 4-week prophylaxis for venous thromboembolism after laparoscopic surgery for colorectal cancer. Ann Surg 2014;259:665-9.

Interessekonflikter: ingen.