Skip to main content

Tyve års samarbejde om forebyggende fodterapi til diabetespatienter i primærsektoren

Fodterapeut Kirsten Larsen, fodterapeut Anne Rasmussen & fodterapeut Fie Ørum Klinik for Fodterapi, Kollelevbakken 14, Virum

4. nov. 2005
5 min.


Introduktion: Formålet med undersøgelsen var at se på resultater af fodterapi i primærsektoren. Fra 1982 har der til diabetespatienter været givet et tilskud 60% fra Den Offentlige Sygesikring til fodterapi efter lægehenvisning.

Materiale og metoder: Der blev udfyldt spørgeskemaer i 15 klinikker for fodterapi med 40 fodterapeuter i en tremånedersperiode. I alt 1.802 diabetespatienter indgik i undersøgelsen. Alle patienterne var i risikogruppe for at få fodsår.

Resultater: Patienterne havde været i behandling i 1-31 år, 3-12 gange årligt. 64% var henvist af egen læge, 36% var henvist af en hospitalsafdeling. Resultatet af undersøgelsen viste, at der opstod 253 sår i behandlingsperioden, heraf helede 212 (84%).

Diskussion: De fleste diabetespatienter kan holdes sårfri ved forebyggende behandling i primærsektoren. Patienter med fodsår anbefales henvist til et tværfagligt diabetesteam efter »straksprincippet«. Tilskudsordningen har virket efter hensigten. Antallet af benamputationer er reduceret, og ordningen er billig, ca. 1.000 kr./patient/år.

Siden 1982 har diabetespatienter efter lægehenvisning kunnet få tilskudsberettiget fodterapi hos en statsautoriseret fodterapeut. Tilskuddet udgør p.t. 60% af honoraret. Vi har fundet det af interesse at se på nogle resultater af denne tilskudsordning, som har været medvirkende til større fokus på profylaksen og til en reduktion i antallet af benamputationer i Danmark. Vi er ikke bekendt med tilsvarende undersøgelser her i landet, og Danmark er det første land med en sådan tilskudsordning i primærsektoren.

Patienter og metoder

I en tremånedersperiode fra november 2001 til januar 2002 udfyldte 40 fodterapeuter i 15 klinikker for fodterapi et spørgeskema (Figur 1 ) om deres diabetespatienter, i alt 1.802 patienter. Diabetespatienternes andel af klinikkernes patientpopulation varierede fra 18% til 33%. 64% var henvist fra egen læge, og 36% var henvist fra hospitaler. 51% var kvinder. Forekomsten af type 1- og type 2-diabetes mellitus var henholdsvis 33% og 67%.

Patienternes alder ved interviewet fremgår af Figur 2 . Diabetesvarigheden fremgår af Figur 3 . Behandlingsperioden ses af Tabel 1 . Alle patienter var i risikogruppe med en eller flere faktorer for at få fodsår [1] (Tabel 2 ).

Metode

Patienterne undersøges (overenskomstmæssigt) en gang årligt for perifer neuropati i underekstremiteterne. i.e. vibrationssans, berøringssans, smertesans, nedsat ledmobilitet samt abnormt gangmønster, og fodtøjet undersøges med en papirskabelon af fodens omfang (Figur 4 ). Ved hver konsultation palperes fodpulsene. Patienterne motiveres til egenomsorg i forhold til deres fodstatus og behandles efter behov 3-12 gange årligt.

Behandlingen kan omfatte neglebehandling. 18% af patienterne havde fået neglebøjlebehandling, beskæring af kallositeter og aflastning af trykudsatte prominenser med ortoser eller aflastende indlæg, efter at der var taget et funktionelt aftryk for at forebygge tryksår.

38% af patienterne havde fået aflastninger. 9% af patienterne havde fået håndsyet fodtøj.

Resultater

I behandlingsperioden (< 1-31 år) blev der registreret 253 fodsår. Spørgeskemaet gav ikke svar på, om sårene var overvejende neuropatiske, neuroiskæmiske eller rent iskæmiske, idet distal blodtryksmåling ikke har været tilgængelig over hele landet i behandlingsperioden. 64% af sårene opstod hos mænd, 36% hos kvinder. Tre sår resulterede i crusamputation og 21 i mindre amputationer. I alt 212 sår helede op, i.e. 84%. Kønsforskelle ses i Tabel 3 .

Diskussion

Samarbejdet i primærsektoren samt tilskudsordningen har medvirket til at begrænse antallet af diabetesfodproblemer og deres omfang [2-4]. Behandling af fodkomplikationerne udgør dog stadig den største udgift blandt senkomplikationerne. Patienter med fodsår bør henvises til »straksbehandling« i et diabetesambulatorium for supplerende undersøgelser som kredsløbsundersøgelse (tåtryk), røntgenundersøgelse, podning, måling af blodglukose m.v. og adækvat behandling.

Mandlige patienter i undersøgelsen havde langt flere fodproblemer/sår end kvinderne, nemlig 124 fodsår og 13 crusamputationer inden henvisning, hvor kvinderne havde 63 fodsår og otte crusamputationer inden henvisning. I behandlingsperioden sås 163 fodsår og tre crusamputationer hos mændene og 90 fodsår og ingen crusamputationer hos kvinderne.

60% af patienterne havde en diabetesvarighed på < 10 år. 59% af patienterne havde været behandlet i < 5 år hos en fodterapeut, hvilket afspejler den store tilgang af type 2-diabetikere.

Henvisningsblanketten har gyldighed i to måneder. Mange patienter er ikke opmærksomme på dette og gemmer deres henvisning, til der opstår større problemer. Hos Den offentlige Sygesikring er der p.t. registreret ca. 74.000 brugere af tilskudsordningen. Den gennemsnitlige udgift pr. år pr. patient er så lav som 625 kr. Hertil kommer evt. den kommunale udgift til indlæg efter bistandslovens § 97.

Konklusion

Tilskudsordningen er omkostningseffektiv, og den høje helingsrate hænger godt sammen med faldet i amputationstallet over de seneste to årtier.


Kirsten Larsen, Kollelevbakken 14, DK-2830 Virum. E-mail: kilafod@privat.dk

Antaget: 24. juni 2003

Interessekonflikter: Ingen angivet









Summary

Summary Twenty years of co-operation about prophylactic foot-care for diabetic patients in the primary sector Ugeskr L&aelig;ger 2004;166:2150-2152 Introduction: The aim of the study was to look at the results of foot-care in the primary sector. From 1982 podiatry for diabetic patients has been entitled to a subsidy of 60% after prescription by a general practitioner or a hospital. Material and methods: Questionnaire examination in 15 foot-clinics including 40 podiatrists during a three-month-period in 2002. A total of 1802 diabetic patients were examined. All the patients were at risk of foot ulceration. Results: The treatment period varied from 1-31 years, the number of treatments per year varied from 3-12. A number of 64% had been referred by a general practitioner and 36% by a hospital department. The results of the examination showed that 253 foot ulcers occurred during the treatment period, 212 foot ulcers healed (84%). Discussion: Most diabetic patients can remain free of ulceration by prophylactic treatment in the primary sector. When foot ulcers occur referral should be made without delay to a multidisciplinary diabetes team. The state support has proved cost-effective. The number of major amputations has been reduced. The costs are &lt; 1000 DKK/patient/year.

Referencer

  1. International Working Group on The Diabetic Foot. International Consensus on the Diabetic Foot. Maastrict: Nicolaas C. Shaper, 1999.
  2. Ebskov B, Ebskov L. Major lower limb amputation in diabetic patients: development during 1982 to 1993. Diabetologia 1996;39:1607-10.
  3. Holstein P, Ellitsgaard V. Decreasing incidence of major amputations in people with diabetes. Diabetologia 2000;43:844-7.
  4. Perrild H, Holstein P, Larsen K et al. Organisation af profylakse og behandling af diabetiske fodsår. Rapport No 5 i Fire forslag til organiseringen af diabetesbehandlingen i Danmark. København: Diabetesforeningen 1999.