Professor, cheflæge, Pia Kamstrup, Klinisk Biokemisk Afdeling, Herlev og Gentofte Hospital, kommenterer: »Det er velkendt, at både forhøjet høj sensitiv CRP [hs-CRP], som markør for kronisk lavgradsinflammation i bl.a. karvæggen, samt forhøjet Lp(a), en arvelig årsag til accelereret åreforkalkning, i tillæg til forhøjet LDL-kolesterol associerer med øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Aktuelle studie med måling af disse tre uafhængige parametre hos 27.939 raske amerikanske kvinder og med op til 30-årsopfølgning påviser nu, at risikoen for hjerte-kar-sygdom også kan forudsiges på den helt lange bane. Således påviser studiet hhv. 70%, 36% og 33% øget risiko for hjerte-kar-sygdom, i.e. myokardieinfarkt, koronar intervention, apopleksi eller kardiovaskulær død, hos kvinder med plasmakoncentrationer af hs-CRP, LDL-kolesterol eller Lp(a) i den øverste femtedel af koncentrationsfordelingen sammenlignet med kvinder i den nederste femtedel. Hos de kvinder, hvor både hs-CRP, LDL-kolesterol og Lp(a) var forhøjede, påviser studiet > 200% øget risiko for hjerte-kar-sygdom. Studiet er af klinisk betydning, da det understreger potentialet for at reducere livstidsrisikoen for hjerte-kar-sygdom ved tidlig intervention også hos kvinder, hvor åreforkalkningssygdom er underdiagnosticeret og underbehandlet sammenlignet med hos mænd. De vigtigste tiltag til at forebygge hjerte-kar-sygdom i befolkningen hos både mænd og kvinder inkluderer livsstilsfaktorer – KRAM-helbredsrådene vedrørende kost, rygning, alkohol og motion – og statinbehandling til sænkning af kolesterol, hvor indiceret«.