Skip to main content

Udvikling af et specialiseret behandlingstilbud til ældre: en udfordring for Den Europæiske Union

Overlæge Kirsten Damgaard Pedersen E-mail: kida@glostruphosp.kbhamt.dk Amtssygehuset i Glostrup, Geriatrisk Afdeling B

1. nov. 2005
3 min.

Med baggrund i Europakommissionens manifest udarbejdet i 1999 i Bryssel: Towards a Europe for all ages [1] blev der udarbejdet en statusartikel til UNECE's ministerkonference om aldring i Berlin 2002. Den refererede artikel er et sammendrag af denne statusartikel [2]. Forfatterne er aktive medlemmer i europæiske geriatriske sammenslutninger, en er præsident for European Union of Medical Specialists (UEMS), geriatrisk sektion, og en er præsident for European Union Geriatric Medicine Society (EUGMS).

På trods af forskelle i udformningen af sundhedsvæsenet i EU-medlemslandene er der stor enighed om behovet for det geriatriske speciale og om dette speciales udformning og indsatsområder, hvorfor artiklen også er relevant for danske forhold.

Baggrund

EU's nuværende politik fastslår, at ældre er og skal fastholdes som en integreret del af samfundet, og for at opnå dette er det vigtigt at sørge for en god helbredstilstand og forebygge funktionstab. Der er tre indsatsområder i EU's politik: 1) forebyggelse, 2) lige adgang til behandling og 3) tilstrækkelig omsorg for og behandling af ældre. For at kunne leve op til disse indsatsområder er det nødvendigt at kombinere gerontologisk viden med en systematisk tilgang til og registrering af kompleksiteten i og dermed behandlingsindsatsen over for sygdom hos ældre. Geriatrien er netop udviklet på baggrund af denne viden og har vist sig at kunne imødekomme disse udfordringer. Hovedelementerne i tilgangen til behandling er:

  1. multidisciplinær og holistisk vurdering og behandling

  2. en atypisk og diskret sygdomsmanifestation hos ældre

  3. opmærksomhed på og mulighed for at behandle flere samtidige sygdomstilstande

  4. opmærksomhed på syndromer som fald, besvimelser, anfaldsfænomener, demens og inkontinens, tilstande hvis årsag kan blive overset i andre specialer

  5. praktisk uddannelse i et bredt spektrum af omsorg såvel i den primære som i den sekundære sundhedssektor, herunder også akut geriatri og rehabilitering samt palliativ behandling.

I mange studier har man vist effekt - også økonomisk - af det geriatriske behandlingstilbud [3-5].

I rapporten nævnes følgende områder, hvor man i geriatrien med fordel kan udvikle målrettede, effektive udrednings- og behandlingstilbud, og hvor man i studier har vist en positiv effekt af det geriatriske behandlingskoncept: 1) akut geriatri, 2) samarbejde med primærsektoren, 3) apopleksienheder, 4) fald , 5) delirium, 6) demens, 7) hoftefrakturer i samarbejde mellem ortopædkirurgi og geriatri, 8) behandling af plejehjemsbeboere, 9) urininkontinens, 10) ældremishandling og 11) etiske problemstillinger i behandlingen af ældre.

Rapporten afsluttes med følgende rekommandationer:

  1. EU bør sikre ældre europæeres ve og vel ved at sikre, at geriatrien fremmes som en vigtig del af den helbredsmæssige og sociale omsorg for ældre

  2. Ethvert større sygehus i EU skal have en geriatrisk afdeling med speciallæger i geriatri og veluddannet øvrigt sundhedspersonale

  3. Enhver lægeskole i Europa bør have et professorat i geriatri, der sikrer både præ- og postgraduat undervisning i ge-riatri og forestår udvikling og forskning

  4. Klinisk ophold på en geriatrisk afdeling bør indgå i undervisningen af alle medicinstuderende og i hovedparten af de medicinske speciallægeuddannelser.


Referencer

  1. European Commission. Towards a Europe for all ages. Brussels: European Commission, 1999.
  2. O'Neill D, Hastie I, Williams B. Developing specialist healthcare for older people: a challenge for the European Union. J Nutr Health Aging 2004;8:109-12.
  3. Wells JL, Seabrook JA, Stolee P et al. State of the art in geriatric rehabilitation. Part I: review of frailty and comprehensive geriatric assessment. Arch Phys Med Rehabil 2003;84:890-7.
  4. Asplund K, Gustafson Y, Jacobsson C et al. Geriatric based versus general wards for older acute medical patients: a randomized comparison of outcome and resources. J Am Geriatr Soc 2000;48:1381-8.
  5. Saltved I, Mo ES, Fayes P et al. Reduced mortality in treating acutely sick, frail older patients in a geriatric evaluation and management unit. J Am Geriatr Soc 2002;50:792-8.