Skip to main content

Udvikling af KOL skyldes ikke altid accelereret fald i lungefunktionen

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

4. dec. 2015
2 min.

Kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) er en meget hyppig tilstand, som medfører forsnævring af luftvejene og ødelæggelse af lungevævet. Ca. 400.000 danskere skønnes at have sygdommen, heraf ca. 50.000 i meget svær grad. Siden klassiske engelske undersøgelser af Fletcher et al blev publiceret for næsten 40 år siden, har den generelle opfattelse været, at KOL udvikles ved, at lungefunktionen over årtier nedbrydes hurtigere end normalt fra et normal niveau, som man opnår i ca. 25-30-års alderen. Hos rygere, som udvikler KOL, forringes lungefunktionen typisk dobbelt så hurtigt som hos alderssvarende raske ikkerygere. I en ny artikel baseret på danske og amerikanske kohortestudier publiceret i New England Journal of Medicine argumenteres imidlertid for, at KOL ikke altid udvikles som følge af accelereret nedbrydning af lungefunktionen. Faktisk var det kun hos ca. halvdelen af de personer, som udviklede KOL, hvor det skete gennem en hurtigere nedbrydning af lungevævet, mens den anden halvdel af patienterne med KOL havde en næsten normal udvikling i lungefunktionen i løbet af voksenalderen, men startede fra et lavere niveau allerede i 25-30-års alderen.

Professor, overlæge Peter Lange, Lungemedicinsk Sektion på Hvidovre Hospital, som er initiativtageren til undersøgelsen kommenterer: »Vores studie viser, at KOL omfatter forskellige undertyper af sygdomme, som har forskellig udviklingshistorie og muligvis også forskellig prognose. Det er for tidligt at sige, om disse undertyper også skal behandles forskelligt. Det er imidlertid vigtigt at fokusere på, at en dårlig og mangelfuld udvikling af lungerne i barndommen og i teenageårene er en vigtig risikofaktor for at udvikle KOL senere i livet – også selv om selve nedbrydningen af lungerne finder sted ”med en normal hastighed”. Den nye undersøgelse kan muligvis også forklare, hvorfor tidligere forsøg på at reducere den accelererede lungenedbrydning ved KOL med medicin ikke har vist overbevisende resultat. Det er sandsynligt, at de patienter, som indgik i disse undersøgelser, bestod af en blandingsgruppe af dem med hurtig fald i lungefunktionen og dem med normal nedbrydningshastighed, hvorfor en eventuel gavnlig effekt af behandling har været svær at vise«.

Lange P, Celli B, Agustí A et al. Lung-function trajectories leading to chronic obstructive pulmonary disease. N Engl J Med 2015;373:111-22.

Interessekonflikter: Peter Lange har modtaget honorar i forbindelse med advisory boards for AstraZeneca, Boehringer Ingelheim, Novartis, GSK og honorar for foredrag fra AstraZeneca, Boehringer Ingelheim, Chiesi, Novartis Pharma, GSK, Teva og Sandoz samt forskningsstøtte fra Almirall, AstraZeneca, Boehringer Ingelheim, Novartis og GSK.