Skip to main content

Udvikling i middellevetid i højindkomstlande

Fald i middellevetid i flere vestlige lande i 2014-2015 er vendt, men USA oplever fortsat fald i middellevetid for personer under 65 år.

Redigeret af Peter Lange, plange@dadlnet.dk

24. sep. 2018
2 min.

helbredstilstand og udregnes som det gennemsnitlige antal år, en nyfødt kan forvente at leve, hvis den fremtidige aldersspecifikke dødelighed forbliver uændret på det aktuelle niveau. En ny undersøgelse beskriver udviklingen i middellevetid i de 18 OECD-lande i løbet af de sidste år. De fleste OECD-lande oplevede i 2014-2015 et mindre fald i forventet restlevetid for borgere over 65 år, som primært blev tillagt øget dødelighed af kroniske sygdomme i kølvandet på en svær influenzaepidemi. For de fleste lande er denne negative trend blevet vendt til en positiv udvikling i løbet af 2015-2016. Fald i middellevetid i USA, som i forvejen har relativ lav middellevetid, er dog ikke blevet kompenseret og skyldes først og fremmest øget dødelighed blandt personer under 65 år. Forfatterne relaterer denne udvikling til øget forbrug og misbrug af opioider i USA og overdosisrelaterede dødsfald.

Lektor Henrik Brønnum-Hansen, Københavns Universitet, kommenterer: ”Middellevetiden er i mange år steget i næsten alle lande, der ikke er ramt af krig, tørke eller andre katastrofer. Den nye undersøgelse giver anledning til bekymring, fordi der ses et samtidigt fald/stagnation i middellevetid i flere rige lande. Danmark, som ikke er blandt landene med en negativ udvikling, har med de nationale registre gode muligheder for undersøgelser, der kan bidrage til at forstå udviklingen og dermed handle politisk. Danskernes lave dødelighed før 70-årsalderen betyder, at bidraget til mange års middellevetidsgevinst skyldes faldende dødelighed blandt ældre. Om denne udvikling fortsætter, er et interessant spørgsmål blandt demografer, men også for os alle, der lever med en beslutning om, at pensionsalderen skal stige i takt med middellevetiden. Ud over artiklens forklaringer på udviklingen diskuteres betydningen af nedskæringer i sundhedssektoren og sociale velfærdsprogrammer. Som i mange andre lande er den sociale ulighed i dødelighed steget i Danmark i mange år. Den udvikling kan påvirke den samlede udvikling i middellevetid og vil under alle omstændigheder udfordre den forestilling, at pensionsalderen skal være uafhængig af social position”.

Ho JY, Hendi AS. Recent trends in life expectancy across high income countries: retrospective observational studies. BMJ 2018;362:k2562.

Interessekonflikter: ingen