Skip to main content

Udvikling og validering af registerbaserede kvalitetsindikatorer for lægemiddelordination i almen praksis

Læge Hanne Marie Skyggedal Rasmussen: Forf.s adresse: Stengårds Allé 226, DK-2860 Søborg. E-mail: helge_hanne@dadlnet.dk Forsvaret finder sted den 28. juni 2006, kl. 14.00, Aarestrup Auditoriet, Klinikbygningen, Odense Universitetshospital. Bedømmere: Jørund Straand , Norge, Thomas Gjørup og Anders Green. Vejledere: Morten Andersen, Jens Søndergaard og Jens Peter Kampmann.

23. jun. 2006
2 min.

Ph.d.-afhandlingen udgår fra Forskningsenheden for Almen Praksis i Odense, Institut for Sundhedstjenesteforskning, Klinisk Farma-kologi, Syddansk Universitet, og Institut for Rationel Farmakoterapi, Lægemiddelstyrelsen.

Formålet er at: 1) fastlægge den umiddelbare validitet af både enkle og avancerede indikatorer for kvalitet af lægemiddelordination i almen praksis, 2) afprøve en metode til at forbedre udvælgelsen af indikatorer og 3) fastlægge overensstemmelsen mellem indikatorer og en guldstandard baseret på detaljerede praksisdata.

Praktiserende læger vurderede 18 indikatorers umiddelbare validitet efter Delphi-metoden. De fandt, at tre avancerede indikatorer vedrørende hensigtsmæssig behandling af patienter med risikofaktorer var valide, og at én indikator vedrørende omkostninger ikke var valid. Der var ikke enighed om de øvrige indikatorers validitet.

Faktoranalyse blev herefter vist at være egnet til at afdække indikatorers underliggende kvalitetsdimensioner og som hjælpemiddel til at reducere deres antal uden at tabe væsentlig information.

Bistået af et ekspertpanel udviklede vi en guldstandard udformet som en matrix og omfattende trinvist mere detaljerede data indsamlet fra patientjournaler i almen praksis. Overensstemmelsen mellem kvalitetsvurderinger baseret på indikatorer og guldstandard (den samtidige validitet) blev fastlagt. Generelt var både sensi-tiviteten og den positive prædiktive værdi af de registerbaserede indikatorer høj.

Afhandlingen beskriver en ramme for udvikling og validering af kvalitetsindikatorer for lægemiddelordination baseret på recept-registerdata. Alle undersøgelserne er baseret på indikatorer for NSAID-ordination, og fremtidige undersøgelser bør belyse, om resultaterne kan generaliseres til andre lægemiddelgrupper og patientpopulationer.