Skip to main content

Ufraktioneret heparin før akut PCI ved STEMI

PCI ved større akutte myokardieinfarkter, STEMI, er i dag en central behandling af sygdommen. Et nyt studie har undersøgt, om der er nogen gavn at hente ved indgift af en fast dosis ufraktioneret heparin så tidligt som muligt i forløbet før PCI.

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

11. sep. 2025
2 min.

Fra diagnosetidspunkt af ST-elevationsmyokardieinfarkt (STEMI) til akut perkutan koronarintervention (PCI) kan der gå tid. Der har derfor været fokus på antikoagulant behandling i denne fase, som måske kan mindske konsekvenserne af koronartrombosen. Et studie fra Kina har adresseret dette ved at se på effekten af ufraktioneret heparin (UFH) noget før ankomst til PCI-stuen.

Cheflæge Matias Greve Lindholm, Kardiologisk Afdeling, Sjællands Universitetshospital i Køge og Roskilde, kommenterer: »Tidligere undersøgelser har rapporteret gavnlig effekt af tidlig behandling med UFH til patienter med STEMI. Nærværende studie er det første, større randomiserede arbejde, som underbygger, at flere patienter har en åbentstående infarktrelateret koronararterie ved den akutte koronarangiografi, hvis de behandles med UFH ved FMC [første medicinske kontakt] frem for på lejet i det kardiologiske laboratorium. Alle patienter blev desuden så vidt muligt behandlet med acetylsalicylsyre og ticagrelor ved FMC. Andre indicier for forbedret perfusion, f.eks. ST-resolution i EKG, var ens i de to grupper, og der var ikke forskel på blødningskomplikationer. Desuden var forekomst af alvorlige kliniske hændelser som død, hjerteinsufficiens, reinfarkt, stenttrombose, revaskularisering og stroke: det sekundære endepunkt, godt nok lavere i UFH ved FMC-gruppen efter en måned, men forskellen aftog over tid. Forskellen i tid fra symptomer til UFH-indgift er kun 25 minutter mellem grupperne. Dette skyldes, at langt de fleste patienter i studiet ankommer til hospitalerne med STEMI i andre transportmidler end ambulance, hvilket betyder, at FMC først finder sted på hospitalet. Studiets resultater kan derfor ikke umiddelbart overføres til Danmark, hvor den præhospitale indsats er meget velorganiseret,og hvor næsten alle patienter med STEMI vil have FMC noget før ankomst til hospitalet«. 

Interessekonflikter ingen