Mayer-Rokitansky-Küster-Hauser (MRKH)-syndrom rammer omkring en ud af 5.000 kvinder og er karakteriseret ved manglende udvikling af uterus. Hidtil har disse kvinder stået uden mulighed for at bære en graviditet, men et nyt amerikansk studie rapporterer nu om uterustransplantation som en mulig fertilitetsbehandling.
Læge og ph.d. Morten Krogh Herlin fra Institut for Klinisk Medicin og Klinisk Genetisk Afdeling på Aarhus Universitetshospital kommenterer: »MRKH-syndrom er en medfødt tilstand, der typisk først diagnosticeres sidst i teenageårene pga. primær amenoré og medfører komplet infertilitet. Patienterne har typisk normale ovarier og ville derfor med hjælp kunne opnå genetisk moderskab. Mange lande har en restriktiv lovgivning i forhold til surrogatmoderskab, og bl.a. derfor har man foreslået uterustransplantation [UTx] som alternativ fertilitetsbehandling. Artiklen af Testa et al udgår fra Baylor University Medical Center i Dallas, Texas, som er et af de første UTx-centre i USA. Programmet ledes af den svenske kirurg Liza Johanneson, der tidligere har været tilknyttet Sahlgrenska, Gøteborg, som var pionerer på området. I artiklen beskrives en caseserie på 20 patienter behandlet med UTx, heraf 18 med MRKH-syndrom og to med tidligere hysterektomi. De fleste UTx, n = 18, var med levende donor og to med afdød donor. De 14/20, 70%, UTx-procedurer var succesfulde med graftoverlevelse, og disse førte alle til mindst ét levendefødt barn forløst ved planlagt sectio. Det rapporteres, at komplikationer var hyppigt forekommende og ses både hos donor og recipient. Man observerede ingen føtal væksthæmning i graviditeterne og ingen medfødte anomalier eller udviklingsforsinkelse hos de fødte børn. Danske patienter med MRKH-syndrom har i dag ikke mulighed for at få fertilitetsbehandling herhjemme. Den nugældende lov om assisteret reproduktion tillader ikke sundhedspersoners hjælp, hvis der er aftale om surrogati. Uterustransplantation er ligeledes ikke et tilbud i dag. Der er dog præsenteret en model for et nordisk center ved Sahlgrenska, hvor evt. operation af danske patienter ville kunne foregå«.
Interessekonflikter ingen