Skip to main content

Viden om andre mindsker ens følelse af anonymitet

Sociale relationer opfattes ofte som symmetriske. Et nyt studie viser dog, at asymmetriske relationer, hvor viden om andre medfører en følelse af, at andre ved mere om en selv.
Illustration: Colourbox
Illustration: Colourbox

Redigeret af Jens Peter Gøtze, jpg@dadlnet.dk

11. aug. 2022
3 min.

Generelt synes der at være en tro på, at sociale relationer er symmetriske, og at mennesker generelt tillægger symmetriske relationer højest værdi. Et nyt studie går denne hypotese efter ved at undersøge værdien af asymmetriske relationer; altså hvor en person udelukkende ved noget om en anden person og hvorledes det kan spille ind på individets selvopfattelse. Studiets krumtap er såkaldte »kendte fremmede« og deres effekt på selvopfattelsen med udgangspunkt i et eksperiment om at oplyse folk om politifolk i nærområdet. Forfatterne konkluderer, at viden om andre i sig selv kan mindske ens følelse af anonymitet og, måske, reducere forhold som f.eks. kriminalitet. Som et lægefagligt perspektiv kan resultaterne måske også overføres til klinisk praksis.

Berit Enggaard Kaae, praktiserende læge kommenterer: »Som læger har vi ofte en tro på, at det at være anonym og ikke blande sig selv, som privatperson, ind i mødet med patienten er det optimale. Dette studie tyder på, at det måske ikke er den endegyldige sandhed. Studiet er baseret på dels ni laboratorieundersøgelser og dels et feltstudie. I studiet vises det, at deltagerne ved at vide lidt om andre (»known strangers« – kendte fremmede) er mere åbne og ærlige selv, sandsynligvis fordi de intuitivt antager, at disse kendte fremmede så også ved noget om deltagerne selv. Ifølge studiet er det meget små og simple ting, der skal afsløres, for at det har effekt: hvilken type område man bor i, ens ægteskabs- og familiestatus og ens arbejdsstatus. I en af undersøgelser testede man for, om »similarity«, altså at deltagerne lignede den person, de fik oplysninger om, havde indflydelse på resultaterne, men det var ikke tilfældet. I en anden af undersøgelserne fik man deltagerne til at nedskrive fire sandheder og en løgn om sig selv. De skulle herefter gætte, om deres partnere ville gætte, hvilket der var løgn. De partnere, som var kendte fremmede, troede deltagerne med signifikant større sandsynlighed ville gætte, hvad der var løgn, og hvad der var sandt. I feltstudiet fortalte man befolkningen i et område lidt om de lokale politibetjente, f.eks. hvilken type mad de kunne lide, og hvorfor de blev betjente. Dette medførte et signifikant fald i kriminalitet i området. Overført til en klinisk setting kunne man antage, at man, ved at behandleren fortæller lidt om sig selv, vil få patienten til at være mere åben og ærlig. Mange praktiserende læger fortæller lidt om sig selv på deres hjemmesider, f.eks. om hobbies og hvor mange børn de har. Dette ser altså ud til at være en god idé, jf. det veludførte studie i Nature. Og jeg vil selv, nu med et videnskabeligt forsøg i ryggen, forsætte med at have et billede af mine børn og en sten fra stranden ved mit sommerhus stående i klinikken«.

Shah AK, LaForest M. Knowledge about others reduces one’s own sense of anonymity. Nature 2022;603:297-301.

INTERESSEKONFLIKTER: ingen