Videoassisteret torakoskopisk vs. åben lobektomi ved tidlig lungekræft
Det er fortsat uklart, om videoassisteret torakoskopisk er onkologisk ligeværdig med åben lobektomi.


Redigeret af Camilla Dalby Hansen, camilla.dalby.hansen@rsyd.dk
Kirurgisk resektion er standardbehandling ved tidlig lungekræft, hvor lobektomi længe har været den foretrukne resektion, om end sublobære resektioner i de senere år er blevet et hyppigere alternativ til lobektomi. I de seneste årtier er videoassisteret torakoskopisk kirurgi (VATS) i stigende grad blevet implementeret som et mindre invasivt alternativ til lobektomi via torakotomi. Metoden er forbundet med færre postoperative smerter og komplikationer. Trods disse fordele har der været vedvarende usikkerhed om, hvorvidt VATS er onkologisk ligeværdig med åben kirurgi. En ny stor metaanalyse har undersøgt sagen.
Medforfatter, professor, overlæge Peter Licht, Hjerte- Lunge- og Karkirurgisk afdeling, Odense Universitetshospital, kommenterer: »VATS har været benyttet til operation for tidlige stadier af lungekræft i mere end 30 år, men er først inden for de seneste ti år for alvor blevet udbredt, dels fordi VATS for mange kirurger er væsentligt mere udfordrende rent teknisk, dels fordi der har været bekymringer, om VATS var onkologisk ligeværdigt med operationer udført via torakotomi. Der er publiceret næsten 4.000 artikler om VATS-lobektomi, men kun tre er randomiserede studier, inklusive en dansk undersøgelse, hvor man sammenlignede VATS med torakotomi. Alle tre studier viste fordele ved VATS bl.a. i form af færre smerter og bedre livskvalitet, men ingen havde tilstrækkelig statistisk styrke til sikkert at vurdere den onkologiske effekt i form af overlevelse. I en netop publiceret metaanalyse af samtlige patienter fra de tre randomiserede studier, som alle havde samme inklusionskriterier, undersøgte man overlevelse på individniveau og fandt, at overlevelse efter VATS ikke blot er sammenlignelig med torakotomi, men overraskende, at den er 20% bedre, uden at der er forskelle i sygdomsfri overlevelse. Årsagen til den bedre overlevelse vides ikke og bør undersøges yderligere, men mange har foreslået, at der er færre komplikationer efter VATS, eller at VATS medfører et lavere kirurgisk stressrespons og dermed har lavere aktivering af cytokinkaskader postoperativt, men dette er rent spekulativt. Ikke desto mindre er forskellen i overlevelse så væsentlig, at alle patienter med tidlige stadier af lungekræft fremover bør opereres med VATS«.
Harris RA, Law JJ, Hao L et al. Survival outcome of VATS compared with open lobectomy for lung cancer: an individual patient data meta-analysis of randomised trials. Lancet. 2026;407(10534):1182-1190. https://doi.org/10.1016/S0140-6736(26)00031-0
Interessekonflikter PL har tidligere modtaget honorar for undervisning og foredrag af Medtronic og Ethicon Johnson&Johnson.